Minister vil have lystfiskeri på skoleskemaet

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Børn skal få øjnene op for lystfiskeri, mener fødevareministeren, som lørdag præsenterer ny handlingsplan.

Skolebørnene skal have gummistøvler og fiskehatten på, hvis det står til fødevareminister Dan Jørgensen (S).

Lørdag præsenterer ministeren seks konkrete initiativer, der skal styrke turismen, samfundsøkonomien og naturoplevelsen. Samtidig håber han, at nuværende og kommende generationer bliver inspireret til at gribe fiskestangen.

Inspirationen skal blandt andet komme i skoletiden, hvor lyst- og fritidsfiskeri i stigende grad skal indtænkes.

– Med den nye skolereform er der kommet bedre tid til, at ungerne kan komme ud i naturen, og det kunne de gøre sammen med nogle lokale lystfiskerforeninger.

– Det passer godt med flere forskellige fag, og det er jo det gode ved den her skolereform. Man kan kigge på det i biologi, madkundskab eller historie for eksempel, siger han til Ritzau.

Dan Jørgensen mener, at der er flere grunde til, at det er vigtigt, at børn og unge får øjnene op for lystfiskeri.

– Det er en god oplevelse for både voksne og børn at komme ud i naturen og fiske. Det er en måde, hvor man er tæt på naturen og hvor man får naturoplever samtidig med, at man har det sjovt.

– Samtidig er det med til at gøre “Vandkantsdanmark” til et attraktivt at bo. Det er et område, hvor mange flytter fra, men vi prøver at fokusere på, hvad der er godt ved områderne, og muligheden for lystfiskeri er en af dem, siger han.

Formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal kan sagtens se fornuften i at have lystfiskeri på skoleskemaet, men han mener ikke, at det giver mening på alle skoler.

– Det er ikke alle steder i Danmark, det vil passe ind. Det skal være op til den enkelte skole at afgøre, om det giver mening, siger han til Ritzau og fortsætter:

– Der er masser af gode ting ved fiskeri, men det er en niche ting. Der er masse af glæde og frisk luft forbundet med at fiske. Derudover er der noget meditativt i det, som kan give børn ro. Men jeg synes ikke, at klasserne skal bruge masser af tid på at køre langt for at det skal ske.

Dan Jørgensen mener dog, at alle skolebørn har vand indenfor rækkevidde.

– Man er aldrig mere end 50 kilometer fra vandet, og der er endnu kortere til åer, så det burde kunne lade sig gøre, siger han.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS