Minister vil have flere igang med denne hobby
Hun bakkes op af en kollega.
Det omfattende udbrud af coronavirus covid-19, der i en periode har lukket meget af Danmark, som vi kender det, ned, har måske haft en positiv effekt på antallet af lystfiskere i landet.
Sikkert er det i hvert fald, at der i marts og april 2020 blev indløst 20% flere lystfiskertegn end i marts og april 2019. Det skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.
Nyheden får landets miljøminister, Lea Wermelin (S) til at opfordre flere danskere til at prøve kræfter med lystfiskeriet.
– Det er både sjovt og spændende at tage ud og fiske. Det kan godt være, at der ikke er garanti for bid hver gang, men der er altid garanti for frisk luft og gode naturoplevelser. Mange finder ud i naturen i denne tid, og jeg håber, at endnu flere får øjnene op for de mange muligheder, vores fælles natur rummer for både at fiske, vandre, cykle, sove i telt og meget mere, siger miljøministeren i pressemeddelelsen.
Ud i naturen
Hvis man har fået lyst til at prøve kræfter med udelivet i Danmark, vil ministeren i øvrigt gerne slå et slag for hjemmesiden Ud i Naturen.
Her kan man blandt andet se, hvor i Danmark der er frie fiskesteder, og hvor i landets kommuner, man ellers kan fiske.
Mens coronavirus covid-19 er i udbrud, er det selvfølgelig vigtigt at holde afstand til andre fiskere, og Naturstyrelsen skriver i pressemeddelelsen, at man måske kan være tvunget til at finde et andet sted at fiske, hvis man dukker op et sted, der er proppet til med mennesker.
Naturstyrelsen skriver, at børn og unge under 18 år, såvel som landets folkepensionister, kan fiske gratis på landets frie fiskesteder. Resten af befolkningen skal huske at købe et fisketegn.
Et sådant koster 40 kroner for en dag, 130 kroner for en uge og 185 kroner for et års fiskeri.
Det er i øvrigt ikke kun Miljøministeren, der gerne så, at flere danskere begyndte at fiske i deres fritid. Også landets fiskeriminister, Mogens Jensen (S) støtter konceptet.
– Jeg sætter stor pris på at bo i et land, hvor vi værner om vores natur og har fri adgang til at gå ud og nyde den rigtig mange steder. Og det varmer mit hjerte som minister for både fødevarer og fiskeri, at man kan prøvesmage en lille bid af naturen, hvis man har held med fiskestangen, siger Mogens Jensen i pressemeddelelsen.