Minister vil ændre karakterskalaen markant
SF vil ændre skala, så karakteren -3 fjernes. Uddannelsesministeren er enig i, at minuskarakteren bør droppes.
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) vil af med karakteren -3 på karakterskalaen. Det fortæller hun til DR Nyheder.
Ministerens budskab kommer, efter at SF er kommet med et forslag om en ny karakterskala.
– Blandt andet lytter jeg mig til, at de gerne vil af med minuskarakteren. Den følelse har jeg også som minister, må jeg sige, siger Ane Halsboe-Jørgensen til DR Nyheder.
– Det virker forkert på mig, at vi kan bedømme vores børn og unge med minuskarakterer.
– Det signal der ligger i det, det er jeg ikke tilhænger af, lyder det fra ministeren.
Artiklen fortsætter under videoen
Minuskarakteren, som ministeren ønsker at droppe, gives for den “helt uacceptable præstation”.
Karakterskalaen har i dag syv trin: -3, 00, 02, 4, 7, 10 og 12. For at bestå skal man mindst have karakteren 02.
SF foreslår ifølge DR Nyheder, at karakterskalaen skal laves om, så den i stedet har trinnene 0, 2, 4, 6, 8, 10 og 12, hvor karakteren 2 eller højere er bestået.
Ane Halsboe-Jørgensen ønsker dog ifølge DR Nyheder ikke at sige, om hun støtter det fulde SF-forslag.
En skala i syv trin
Syvtrinsskalaen, som karakterskalaen hedder, blev indført 1. august 2006 i landets gymnasielle uddannelser, mens resten af landets uddannelser fulgte trop i august og september 2007.
Danmark fik en ny krakterskala i et forsøg på at modernisere måden, der gives karakterer på.
Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet skulle skalaen leve op til fem krav:
International anvendelighed
Skalaen skal anvendes ensartet i hele uddannelsessystemet, og bedømmelsen skal udtrykke graden af målopfyldelse
Samme karakterskala anvendes i hele uddannelsessystemet
Klar forskel mellem nabokarakterer
Mulighed for gennemsnitsberegning.