Minister: Skifergas-boringer er aflyst
Der bliver ikke boret efter skifergas i Nordsjælland i denne omgang, fastslår klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R).
»Total, som har en tilladelse til at bore og efterforske efter skifergas i Nordsjælland, har leveret den tilladelse tilbage. Jeg ved ikke nærmere om hvorfor,« siger han.
Ifølge finans.dk har Total gennemført en række indledende undersøgelser, der har konkluderet, at skiferformationerne i regionen ligger for dybt og er for tynde, hvorfor det ikke ville kunne betale sig at iværksætte de omkostningstunge boringer.
Rasmus Helveg Petersen slår fast, at det dermed er slut med boringer på Sjælland – i hvert fald, hvis det står til den nuværende regering.
»Jeg kommer ikke til at give den tilladelse til andre. Jeg synes, vi skal have et stop for nye tilladelser til at efterforske skifergas i Danmark, fordi vi har så gode alternativer i form af vindmøller og solenergi. Så de folk, der har været bekymrede over de her aktiviteter på Sjælland, kan ånde lettet op,« siger ministeren.
Han slår samtidig fast, at de aftaler der gælder Nordjylland, og som blev indgået under den tidligere regering, fortsat er gældende.
»Vi skal respektere de aftaler, der er indgået,« siger han.
Det franske selskab Total fortsætter altså med at lede efter skifergas i Nordjylland, hvor der senest har været røre, efter selskabet brugte et kemikalie, der ikke var blevet forhåndsgodkendt. I denne uge slog Naturstyrelsen imidlertid fast, at stoffet ikke er til alvorlig fare for miljøet, og selskabet kan nu fortsætte de nordjyske boringer.