Minister skal se på psykiske arbejdsskader
De fleste psykiske arbejdsskader bliver afvist af Arbejdsskadestyrelsen, og det skal der nu gøres noget ved.
Reglerne for få anerkendt en psykisk arbejdsskade er for gammeldags, mener SFs arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.
Han vil nu have beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen til at se nærmere på kriterierne, efter at DR Østjylland har fortalt, at Arbejdsskadestyrelsen afviser 95 procent af sagerne, når man begrunder sin arbejdsskade med for eksempel stress eller udbrændthed.
– Der er alt for få psykiske arbejdsskader, der bliver anerkendt. Det er jo følgerne af det moderne arbejdsliv, at mange nu får stress og udbrændthed. Problemet er, at man bruger kriterierne fra fysiske skader til også at gælde de psykiske, siger Eigil Andersen til DR Østjylland.
Han mener, at man bør ændre på kriterierne for at få anerkendt en psykisk lidelse som en arbejdsskade.
– Hvor man i dag skal være sikker på, at det er jobbet, der er skyld i arbejdsskaden, skal man i fremtiden kunne nøjes med at sige, at det er overvejende sandsynligt, at det er jobbet, som er årsagen, mener Eigil Andersen.
Når Arbejdsskadestyrelsen nu afviser at anerkender stress og udbrændthed, er det fordi styrelsen peger på, at den slags lidelser også kan skyldes forhold i privatlivet.