Minister nægter vigtigt svar
Om håndtryk ved ceremonier skal suspenderes, når nu håndtryk frarådes, vil udlændingeministeren ikke svare på.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) er disse dage en mand af få ord.
Ministeren har gennem den seneste uges tid ikke villet sige, om håndtryk ved statsborgerskabsceremonier skal sættes på pause, når nu regeringen på grund af coronakrisen opfordrer folk til ikke at give hånd.
Det er ellers noget, regeringens støttepartier Enhedslisten og De Radikale har udtrykt kraftige ønsker om.
– Jeg synes, det vil være almindelig ordentlighed at sige, at nu får de deres statsborgerskab – håndtryk eller ej, siger De Radikales udlændingeordfører, Andreas Steenberg.
Når en udlænding får dansk statsborgerskab, er det ved lov en del af processen at give borgmesteren i kommunen hånd ved en officiel ceremoni.
Men som meget andet i samfundet er håndtrykkene sat på pause på grund af coronavirusset.
Dermed er de personer, der i oktober ansøgte om dansk statsborgerskab, og som nu blot mangler at give borgmesteren hånden, lige nu i venteposition.
Ritzau har den seneste uges tid forsøgt at få en kommentar fra udlændingeministeren. Men han ønsker hverken at sige, om han er for eller imod at sætte håndtrykket og ceremonien på pause.
Han ønsker faktisk slet ikke at kommentere sagen, oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet.