Minister i problemer: -Hun brød loven
Trine Bramsen brød loven under sit besøg på Ærø, mener en ekspert
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) brød loven, da hun under et besøg på Ærø 15. august blev sejlet til øen af et af Marinehjemmeværnets fartøjer.
Det siger Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, til B.T.
- Det er ulovligt, når forsvarsministeren tager et marinefartøj til et privat besøg i hendes parti på Ærø. Hvis en minister skal transporteres rundt af Forsvarets fartøjer, så skal det være relateret til hendes arbejde som minister. Det var besøget på Ærø ikke, siger han til B.T.
Trine Bramsen var blandt andet på Ærø for at besøge øens borgmester, Ole Wej Petersen (S).
Forsvarsministeriet skriver dog i et svar til avisen tirsdag, at Bramsen også var på besøg som minister, da hun var inviteret af Marinehjemmeværnet i Svendborg.
-Holder ikke
Men det mener Sten Bønsing altså ikke holder.
Det sker på baggrund af en mail fra ministerens særlige rådgiver til Ærøs borgmester, som B.T. har fået aktindsigt i.
Her lyder det 17. juni, at "Vi prøver om vi kan få et lift af Marinehjemmeværnet fra Svendborg til Ærø, men derudover behøver besøget ikke være forsvarsrelateret".
- Ministeren kan ikke planlægge et privat møde og herefter opfinde en tur med et marinefartøj til lejligheden. Faktorernes orden er afgørende her, siger Sten Bønsing.
Kaldt i samråd
Bent Greve, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet, kalder Bramsens ageren for "ufornuftigt".
- Det er afgørende, at befolkningen har tillid til landets politikere. Det lægger ministeren ikke op til her ved at bruge et marinefartøj til noget privat, siger han til B.T.
Tirsdag skrev Venstres forsvarsordfører, Lars Christian Lilleholt, på Facebook, at han kalder Trine Bramsen i samråd på baggrund af B.T.'s dækning af sagen.
Besøget på Ærø skete samme dag som Kabul blev overtaget af Taliban i Afghanistan.