Minister har særlig besked til unge
Selv om der er udsigt til større søgning mod videregående uddannelser, vil minister ikke skrue på optaget.
Der er udsigt til større søgning mod de videregående uddannelser til sommer på grund af coronakrisen.
Det kan give større konkurrence om de mest populære studier, og derfor opfordrer uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) kommende studerende til at søge bredere – både fagligt og geografisk.
– Der er masser af pladser på de videregående uddannelser, og hvis man er meget forhippet på en bestemt uddannelse, så skal man søge bredt i hele landet.
– Hvis man vil starte på en uddannelse til efteråret, så er der plads til en. Det handler bare om, hvor bredt du søger, siger hun.
Forventningen om en større søgning mod videregående uddannelser er baseret på erfaringer fra tidligere økonomiske kriser, skriver Politiken.
Det så man efter finanskrisen i 2008, hvilket også betød et større antal afslag. Antallet af afslag på uddannelsesønsker steg med 50 procent til 13.689.
Vil ikke skrue op for optag
Trods udsigten til flere ansøgninger vil Ane Halsboe-Jørgensen ikke skrue op for optaget, fordi der er omkring 400 uddannelser med ledige pladser.
Samtidig risikerer man at uddanne studerende, hvor der efterfølgende ikke vil være job.
– De uddannelser, vi har loft på i dag, har det jo ofte, fordi vi ikke har brug for så mange.
– I en krisetid, hvor arbejdsløsheden spøger i kulissen, synes jeg, at vi har et ansvar for ikke at uddanne unge til noget, vi ikke har brug for, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Hun mener i stedet, at man skal forsøge at få flere unge til at søge mod de erhverv, hvor der mangler hænder.
Det gælder blandt andet it-specialister, ingeniører, sygeplejersker, lærere og pædagoger.
– Vi har i Danmark brug for, at der er flere, som går i den retning, siger hun.
Flere uddannelsesinstitutioner er desuden på listen over steder med højest smitterisiko – i galleriet ovenfor kan du se, hvor du skal være særligt opmærksom.