Minister giver grønt lys for testområde for kæmpehavvindmøller

Havet ved Frederikshavn er klar til at blive testområde for kæmpevindmøller, fortæller DR Nordjylland.

Arkivfoto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Energi-, forsynings og miljøminister Lars Christian Lilleholt (V) har givet tilladelse til, at der kan foretages forundersøgelser om at placere et havvindmølletestområde.

I testområdet bliver der plads til seks havvindmøller med en højde på op til 300 meter. Der bliver altså mulighed for at teste større møller, end de som er på markedet i dag. Møllerne placeres 4,5 kilometer nordøst for Frederikshavn Havn.

Det er ministeriet som har kompetencen på området, men Frederikshavn Byråd har haft mulighed for at gøre indsigelse, men efter to borgermøder har politikerne afvist at bruge den mulighed.

– Når 20 ud af 29 byrådsmedlemmer kan se fornuften i det projekt, så er det positivt, at også ministeren giver grønt lys til en forundersøgelse, siger borgmester Birgit S. Hansen fra Socialdemokraterne.

Før havvindmølletestområdet kan blive en realitet, skal miljøkonsekvenserne undersøges, og der skal laves en vvm-redegørelse, som kommer i offentlig høring.

Kilde: DR Nordjylland.

Powered by Labrador CMS