Minister: Et overgreb på vores retssamfund
Sundhedsminister Magnus Heunicke kalder tirsdagens hændelse på psykiatrisk afdeling på Slagelse Sygehus et overgreb på vores retssamfund.
“Aftenens væbnede hændelse på psykiatrisk hospital i Slagelse er i sig selv et overgreb på vores retssamfund, og i høj grad et overgreb på vores medarbejdere.”
Sådan skriver sundhedsminister Magnus Heunicke tirsdag aften på Twitter, efter et frygtet bandemedlem er blevet befriet fra stedet i en bevæbnet aktion.
Artiklen fortsætter under videoen
“Mine tanker går til medarbejderne her til aften,” fortsætter ministeren.
Aftenens væbnede hændelse på psykiatrisk hospital i Slagelse er i sig selv et overgreb på vores retssamfund, og i høj grad et overgreb på vores medarbejdere. De skal kunne udføre deres arbejde i tryghed. Mine tanker går til medarbejderne her til aften.https://t.co/2p47q7pHeF
— Magnus Heunicke (@Heunicke) November 19, 2019
Ingen mennesker kom til skade ved fangeflugten, har politiet tidligere oplyst.
Menneskejagt i gang
“Politiet leder i samarbejde med de øvrige sjællandske kredse intensivt efter gerningsmændene og den mand, der blev befriet fra stedet,” skrev Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tidligere tirsdag aften.
Politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi udtaler i samme ombæring, at manden ikke betragtes som farlig for almindelige borgere:
– Der er umiddelbart ingen grund til bekymring for almindelige borgere, men hvis man ser noget mistænkeligt i denne anledning, bør man henvende sig til politiet og ikke selv forsøge at tage kontakt, siger Kim Kliver.
Medier: Befriet fange er bandeleder
Ifølge både DR og Ekstra Bladet er den befriede fange et berygtet bandemedlem.
Ekstra Bladet skriver, at der er tale om et ledende medlem af banden NNV, der er en del af verserende konflikt mellem netop NNV og Brothas.
Fangen sad før flugten varetægtsfænglset for et voldeligt overfald i en frisørsalen på Nørrebro i København. Her blev otte mænd anholdt.
Huser landets farligste kriminelle
Psykiatrisk Afdeling på Slagelse Sygehus huser blandt andet den særlige Sikringsafdeling – også kendt som Sikringen.
Sikringen huser 30 af landets farligste kriminelle, der både er til fare for dem selv og andre.
– Det er mennesker, der lider af meget svære og vedvarende psykoser, som hovedregel skizofreni. Det er folk, der har en helt forkert opfattelse af virkeligheden, vi kalder det vrangforestillinger. Det er som regel forestillinger om forfølgelse, der giver udpræget angst, og overordnet lider de af paranoid skizofreni, har Per Balling, der er psykiatrisk overlæge på Sikringen tidligere forklaret til DR.
Det var dog ikke fra Sikringen, at fangen flygtede. Det var derimod Psykiatrisk Akutmodtagelse, oplyser politiet.