Minister er klar

Caroline Stage har tidligere arbejdet som politisk chef hos Moderaterne og været Løkkes særlige rådgiver

Offentliggjort

Caroline Stage klar til næste folketingsvalg

  • Digitaliseringsminister Caroline Stage fra Moderaterne har meddelt, at hun er klar til at stille op til det næste folketingsvalg, hvis hun får lov. Hun er en af tre ministre fra partiet, der i øjeblikket ikke sidder i Folketinget.
  • Stage, sammen med uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard, mangler stadig en opstillingskreds. Moderaterne har endnu ikke besluttet, hvem der stiller op, og i hvilke kredse.
  • Caroline Stage har haft en udfordrende start som minister, efter at være blevet udnævnt i august. Hun har tidligere overvejet at trække sig på grund af en sag om dårligt arbejdsmiljø i Moderaternes sekretariat, men har valgt at fortsætte.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Digitaliseringsminister Caroline Stage (M) stiller gerne op til næste folketingsvalg.

Det siger hun til Altinget.

- Hvis jeg får lov, så stiller jeg op til næste folketingsvalg. Der er jo ikke nogen folketingskandidater i Moderaterne endnu, siger hun til mediet.

En af tre

Hun er en af tre ministre fra Moderaterne, som i dag ikke sidder i Folketinget, men som er hentet ind på ministerholdet.

De andre er uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) samt klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

Hverken Stage, Egelund eller Aagaard har en opstillingskreds endnu, og Stage siger til Altinget, at Moderaterne endnu ikke har taget stilling til, hvem der stiller op og i hvilke kredse.

Digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen (M) vil gerne være folketingsmedlem.

Udfordrende begyndelse 

Det næste folketingsvalg skal afholdes senest 31. oktober 2026. Men statsminister Mette Frederiksen (S) kan selvsagt trykke på valgknappen inden da.

Stage fik en udfordrende begyndelse som minister. Hun blev overraskende ny digitaliseringsminister ved ministerrokaden i august.

Dagen efter, at Stage blev udnævnt til minister, kunne B.T. beskrive en klage fra ansatte i Moderaternes sekretariat til Arbejdstilsynet om dårligt arbejdsmiljø i partiet. Hun var fra januar 2023 til sommeren 2024 politisk chef i sekretariatet.

Overvejede at trække sig 

I B.T.'s artikel lød det fra en anonym tidligere medarbejder, at personen "synes, at Caroline Stage direkte har faciliteret den mobbende og sexistiske kultur". 

Fire dage senere undskyldte Stage.

Sagen var så alvorlig, at Stage overvejede at trække sig. Det har hun udtalt i et interview med Ritzau.

- Jeg overvejede da bestemt flere gange, om jeg kunne være i det. Det var virkelig en lakmustest, må man sige, sagde Stage tidligere på måneden.

Powered by Labrador CMS