Minister er ikke i tvivl: Det her er en krise

En rapportering sendt til EU viser ingen forbedringer for truede natur- og dyrearter i Danmark siden 2013.

Lea Wermelin arbejder på en plan. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

En status på insekter, pattedyr og fisk samt heder, søer, skove og andre arter og naturtyper i Danmark viser, at de truede arter i dag er lige så meget under pres, som de var tilbage i 2013.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.

Fredag har Danmark leveret data om landets natur og dyreliv til EU ved en såkaldt rapportering. Rapporteringen finder sted hvert sjette år. Og der er overordnet set ingen fremgang at spore siden sidste status i 2013.

– Det understreger jo, at vi står i en naturkrise, som vi er nødt til at handle på, siger miljøminister Lea Wermelin (S).

Kort, godt og dystert

Danske forskere har gjort status på omkring 80 arter – herunder blandt andet insekter, pattedyr og fisk. Desuden rapporteres for 60 forskellige naturtyper. Det gælder eksempelvis moser, skove, stenrev og heder.

Og kort fortalt er de forskellige arters udbredelse for lille, og prognosen for deres videre udbredelse ser dyster ud.

– Det er alvorligt. Men det er ikke kun i Danmark. Det er sådan set også i resten af Verden, at vi er nødt til at hæve vores grønne ambitioner, siger Lea Wermelin.

Rapporteringen er lavet af Miljøstyrelsen i samarbejde med Aarhus Universitet.

Artiklen fortsætter under videoen

Der er endnu ikke udgivet en egentlig rapport. Den ventes at blive offentliggjort i slutningen af september. Derfor kan offentligheden endnu ikke få oplyst i detaljer, hvilke arter og naturtyper der er truet.

Forinden – midt i september – udkommer desuden et notat fra Miljøstyrelsen.

Det er alvorligt

Miljøministeren forsikrer, at der “hurtigst muligt” skal laves en plan for naturen.

– Fordi det er så alvorligt, som det er, kan vi ikke nøjes med at gøre én ting. Vi er nødt til at gøre mange ting.

– Noget af det, vi har lagt frem som vores politik, og som jeg skal drøfte med Folketingets andre partier, er, hvordan vi får større sammenhængende naturarealer og mere urørt skov, siger Lea Wermelin.

EU skal behandle de data, som de enkelte medlemslande har indsendt. Det samlede datasæt over naturens tilstand i Europa ventes at blive offentliggjort med udgangen af oktober.

Powered by Labrador CMS