Minister bremser tilskud til hulmurisolering efter fusk
Frem til juni vil man ikke kunne få tilskud til hulmurisolering. En særkontrol har afsløret væsentlige fejl.
En husejer får at vide, at huset mangler isolering i hulmuren. Men det viser sig, at huset allerede er isoleret. En anden får lavet en hulmurisolering, men finder bagefter ud af, at der næsten ikke er lagt isolering ind.
Sådan lyder et par af de eksempler på fejl og fusk med hulmurisolering, som flere medier den seneste tid har kunnet berette om.
I kølvandet har Energistyrelsen foretaget en særkontrol af flere sager, hvor danskere har modtaget et energisparetilskud fra et energiselskab, der har isoleret deres hus.
I 37 af de 62 kontrollerede sager var der mindst én væsentlig fejl.
Det er så grelt, at energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) har valgt at standse for energisparetilskuddet til hulmurisolering fra 22. marts og tre måneder frem.
– Antallet af fejl er alt, alt for højt. Situationen er så alvorlig, at vi ikke kan køre videre med ordningen, siger ministeren.
– Så jeg har aftalt med energiselskaberne, at vi indfører et midlertidigt stop for tilskuddet i foreløbig tre måneder – indtil Energistyrelsen og energiselskaberne har fundet en løsning, som der kan være tillid til.
Egenkontrol skal strammes op
Idéen med tilskuddet er, at det skal bidrage til en samlet reduktion af danskernes energiforbrug. Det er en del af Energispareordningen på 1,5 milliarder kroner.
Energiselskaberne har mulighed for at tilbyde kunderne et tilskud for deres energibesparelser mod at få overdraget retten til energibesparelsen.
Selve besparelsen skal selskabet bruge til at opfylde den mængde energibesparelser, som det er forpligtet til gennem energispareaftalen.
– Jeg har haft et møde med energiselskaberne, der administrer ordningen og udbetaler tilskuddene. De vil stramme op på deres egenkontrol, mens jeg er i gang med også at stramme det centrale tilsyn op, siger ministeren.
Kan politianmeldes
Energistyrelsen kan afgøre, at energiselskaberne skal korrigere eller helt tilbagetrække deres indberettede energibesparelser.
– Hvis der direkte er tale om bevidst snyd, er der mulighed for at politianmelde dem, der står bag, siger Lars Christian Lilleholt.
– Men det afgørende er, at vi får en ordning, vi kan have tillid til – og der er brug for strammere regler og en større klarhed om, hvad der kan søges til, og hvad der ikke kan søges til.
/ritzau/