Minister: A-kasser skal have en mindre rolle

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

A-kasserne behøver ikke længere at deltage i alle samtaler med ledige, fastslår beskæftigelsesministeren.

A-kasserne skal have en mere tilbagetrukket rolle i indsatsen for at få ledige i job, end sommerens beskæftigelsesreform ellers lagde op til.

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) lægger op til, at a-kasserne skal deltage i langt færre møder med de ledige, end det oprindeligt hed sig i beskæftigelsesreformen, som blev indgået under Dam Kristensens forgænger, Mette Frederiksen.

Her hed det sig, at a-kasserne skulle følge de ledige tæt gennem tre møder med den ledige, de kommunale jobcentre og a-kasserne selv.

Men nu skal a-kasserne som udgangspunkt ikke med til det første af møderne, med mindre den ledige er meget ressourcesvag eller selv kræver et fælles møde, understreger Henrik Dam Kristensen, der tirsdag fremlægger forslaget i Folketinget.

Et forslag, der lyder lidt teknisk, men som ifølge a-kasserne kan spare op mod 100.000 møder med de ledige.

– Fornuften har vundet, siger direktør for A-kassernes Samvirke Verner Sand Kirk.

– Beskæftigelsesreformen endte med et meget kompliceret kompromis på det her område, der ville kræve, at vi skulle deltage i omkring en kvart million møder, og det er der slet ikke folk til på nuværende tidspunkt, siger han.

– Nu vælger man så at sige, at man skalerer ned på møderne med ressourcestærke ledige for så i stedet at fokuserer kræfterne på dem, der ikke har så mange ressourcer, og det er vi glade for, siger Verner Sand Kirk.

Tidligere beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) lagde oprindeligt op til en kraftig oprustning af a-kassernes rolle for at få ledige i job. De skulle overtage ansvaret for at få stærke ledige i job i det første halve år, lød det oprindeligt fra den forhenværende beskæftigelsesminister.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS