Mine fundet på strand: Så rykkede det helt store mandskab ud
Søndag blev en mine opdaget - den lå på stranden.
På trods af vinterkulden var der søndag mange mennesker tilstede på Lild Strand.
Årsagen var dog noget mere dramatisk end en gåtur ved stranden; der var nemlig opdaget en mine i brændingen mellem Vigsø Strand og Lild Strand.
Derfor blev både sprængstofeksperter og politi kaldt til stedet.
De to mandskaber måtte dog bede om hjælp til at komme frem til minen.
Man måtte nemlig have fat i Redningsstation Hanstholm – på den måde kunne der spares kostbar tid.
– De andre køretøjer ikke kunne køre derhen, er fordi så skulle de have kørt gennem klitterne og ellers tilbagelægge en strækning på mellem fem og syv kilometer i løst sand og grus/ral på stranden + igennem et mindre vandløb, oplyser stationsleder Morten Olsen til Newsbreak.dk.
Unimog er vejen frem
Redningsstationen har nemlig udstyret i orden, når der skal forceres uvejsomt terræn.
– Vi har en Mercedes Unimog U4000 som kan klare det terræn, da den har en stor frihøjde under vognen, 4×4 træk og vi kan tage trykket af dækkene, mens vi kører (unikt til løst sand), siger Morten Olsen.
Over sand og klitter
Staionen fragtede et par minører og en politimand, fra Lild Strand til stedet hvor minen var lokaliseret.
Og her skulle det vise sig, at det hele var knapt så dramatisk som først antaget. Det viste sig nemlig, at det kun var toppen af minen, der befandt sig på stranden.
“Så vi slæbte den tilbage til Lild Strand, hvor “minørerne” tog den med i deres køretøjer”, skriver redningsstationen på sin Facebook-side.
Der var ellers taget store forbehold for minen, som, minørtjenesten vurderede, kunne indeholde mellem 2-300 kg sprængstof. Taktikken var lagt.
– Tanken var, at hvis vi skulle bortsprænge den, så skulle afstanden være 1.200 meter i diameter, siger Jesper René Mortensen, chefsergent ved Søværnets Minørtjeneste, til TV Midtvest.
Påvirkning af spræning
En eventuel sprængning ville ikke bare have påvirket folk og bygninger på landjorden.
– Det kunne også have påvirket lufttrafikken omkring området, fastslår Simon Skelkjær, indsatsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Minørtjenesten vurderer umiddelbart, at der er tale om en tysk eller engelsk mine. Den var oprindeligt beregnet til at sænke skibe med. Nu skal minen dog undersøges nærmere.