Mindst 75 mennesker dræbt ved bombeangreb

Nattens bombeangreb i Bagdad, som Islamisk Stat har taget skylden for, er årets dødeligste i Iraks hovedstad.

En bombe har dræbt mindst 75 mennesker i det travle Karrada-kvarter i Bagdad. Islamisk Stat hævder at stå bag. Foto: Khalid Al-mousily/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Et bombeangreb natten til søndag i den irakiske hovedstad, Bagdad, har kostet langt flere menneskeliv end først rapporteret.

Ifølge BBC og det franske nyhedsbureau AFP er mindst 75 mennesker dræbt. Begge citerer unavngivne embedsmænd i sikkerhedsstyrkerne og på hospitaler. Dermed er der ifølge AFP tale om det dødeligste angreb i Bagdad i år.

Ifølge andre kilder, der i blandt Reuters og AP, kan antallet af dræbte være endnu højere. Alle kilder melder om langt over 100 sårede.

Hidtil har det irakiske indenrigsministerium talt om mindst seks dræbte.

Bombe sprang i shopping-kvarter

Bomben sprang i et travlt shopping- og restaurantkvarter i bydelen Karrada, hvor der var fuldt af gæster, der fejrede den muslimske fastemåned, ramadanen, efter solnedgang.

Der skulle ifølge indenrigsministeren være tale om en bombe placeret i en lastbil foran en restaurant. Ud over de mange dræbte skulle flere bygninger være svært beskadigede og delvist styrtet sammen.

Vejsidebombe nær marked

En anden eksplosion, formentlig fra en vejsidebombe, lidt senere nær et marked i den nordlige del af byen kostede ifølge Reuters mindst to mennesker livet.

Islamisk Stat sagde tidligere ifølge AFP, at bomben i Karrada var en selvmordsaktion rettet mod shiamuslimer i den irakiske hovedstad. Den ekstremistiske, sunnimuslimske organisation hævdede i første omgang, at mindst 40 blev dræbt i angrebet.

Den militante gruppe har gennemført en stribe dødelige bombeangreb i Bagdad de seneste måneder. Ifølge BBC har der før søndagens angreb været tre større i maj og juni med samlet lige under 200 dræbte.

Bagdad er et af de områder af Irak, som Islamisk Stat ikke fik kontrol over, da jihadister fra Islamisk Stat i 2014 tog kontrol med store dele af Irak og Syrien.

Siden har gruppen mistet nogle af de områder, den dengang vandt. Det drejer sig blandt andet om byen Falluja vest for Bagdad, som de irakiske sikkerhedsstyrker indtog for en uge siden.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS