Mindst 58 dræbt og 515 såret i Las Vegas-massakre
Det er en massakre af ufattelige dimensioner.
En koncert med countrymusik endte natten til mandag i et mareridt i Las Vegas, da en person åbnede ild fra et nærliggende hotelværelse i hotellet Mandalay Bay.
58 personer er dræbt, og 515 er såret, oplyser politiet på et pressemøde.
Det er den blodigste skudmassakre i moderne amerikansk historie, skriver CNN.
Skuddene kom fra 32. etage på hotellet Mandalay Bay Hotel og Casino, der ligger på hovedstrøget The Strip i Las Vegas. Betjente har fundet mindst otte våben på hotelværelset.
Tusindvis af mennesker flygtede i panik fra stedet, og nogle steder kom det til panikløb, og folk blev væltet eller trampet ned. Der var 22.000 koncertgængere på stedet.
Herunder kan du se en video fra de sekunder, hvor skuddene falder. ADVARSEL: Voldsomme billeder.
Mange chokerede tilskuere gik efter skyderiet lidt efter klokken 22 lokal tid rundt i Las Vegas med blod på tøjet.
Ifølge sherif Joe Lombardo er den formodede gerningsmands navn Stephen Paddock. Han var 64 år.
Boede i pensionistby
Stephen Paddock boede små 100 kilometer nordøst for Las Vegas i den lille pensionistby Mesquite.
– Vi har ikke meget på Mr. Paddock. Han lever her i byen. Vi har ikke fra politiets side haft nogen kontakt med ham før dette, siger talsmand for Mesquites politi Quinn Averett ifølge The Guardian.
Ifølge avisen er Mesquite en mindre by med omkring 20.000 indbyggere. Den er domineret af pensionister, golfbaner og to kasinoer. Ifølge politiet er det en fredelig by, der har omkring en enkelt mordsag om året.
Herunder kan du set et interview med Stephen Paddocks bror.
Politiet fandt hStephen Paddock død på hotellet og antager, at han har dræbt sig selv, inden betjente fangede ham.
Myndighederne mener, at angrebet blev begået af “en ensom ulv”.
– Paddock menes ikke at have haft forbindelser til en militant gruppe, hedder det.
Han indlogerede sig på hotellet torsdag.
Politiet i Las Vegas har lokaliseret en kvinde med asiatisk udseende, der blev efterlyst som mulig ledsager til gerningsmanden bag skudmassakren.
Kvinden er blevet afhørt. Hun sættes ikke længere i forbindelse med skyderiet, siger en talsmænd for politiet til CNN.
Politiet har også lokaliseret et køretøj, som ifølge politiet har været brugt af den formodede gerningsmand.
Stjerne løb for livet
Skyderiet fandt sted under koncerten med countrystjernen Jason Aldean.
På videoen herunder kan man se, hvordan han synger videre efter de første skud – og derefter styrter ud af scenen.
Ifølge Lombardo er to politifolk, som var på ferie i Las Vegas blandt de dræbte.
Der blev ifølge øjenvidner affyret skud fra hotellet i omkring fem minutter. Der var kun korte pauser i skudsalverne.
Mange af ofrene blev ramt af skud i hovedet.
Nogle fly på vej til McCarran International Airport i Las Vegas blev ifølge nyhedsbureauet Reuters omdirigeret efter skyderiet.
Trump opfordrer til sammenhold
USA’s præsident Donald Trump opfordrer til sammenhold efter den massakren i Las Vegas.
– Vi er samlet i dag i sorg og chok. I går aftes åbnede en mand ild mod en stor gruppe mennesker.
– Han myrdede brutalt mere end 50 mennesker og sårede flere hundrede. Det var en handling af rendyrket ondskab, siger Donald Trump på et pressemøde efter masseskyderiet i Las Vegas.
Mirakuløs politiindsats
Han kaldte derefter det lokale politis hurtige reaktionstid, hvor gerningsmanden blev erkendt og standset på lidt over et kvarter, for mirakuløs.
Donald Trump sendte sine tanker til de sårede og de dræbtes efterladte.
– Vi kan ikke forstå de efterladtes smerte eller forstå deres tab. Vi beder for dem og beder gud hjælpe dem gennem denne hårde periode.
– De bibelske skrifter fortæller os, at Gud er tæt på dem, der er i sorg.
– Vi beder for de såredes hurtige heling, sagde Donald Trump.
Stars and Stripes på halvt
Donald Trump sagde efterfølgende, at han vil tage til Las Vegas onsdag, og at USA vil flage på halv.
Sidst fokuserede præsident Donald Trump på en opfordring til, at USA står sammen efter massakren.
– I øjeblikke med tragedie og tab samles USA som et. Det har vi altid gjort.
– Vores sammenhold kan ikke ødelægges af ondskab eller af vold. Og selv om vi føler stort had i dag, så er det vores kærlighed, der kendetegner os. Og altid vil, sagde Donald Trump og afsluttede:
– Selv det mørkeste sted kan blive lyst op af et enkelt lys.
– Vi beder for, at hele nationen finder sammenhold og fred. Og for den dag, hvor ondskab er besejret, og alle kan leve i fred og harmoni.
IS hævder konvertering
Islamisk Stat (IS) hævder at stå bag en blodig skudmassakre i Las Vegas natten til mandag lokal tid, da mindst 58 mennesker blev dræbt.
– Angrebet i Las Vegas blev udført af en af Islamisk Stats soldater, og det skete som svar på en opfordring til at ramme medlemmer af koalitionen, skriver nyhedsbureauet Amaq, som er knyttet til IS.
Dermed henviser Amaq formentlig til koalitionen af lande, som bekæmper den ekstremistiske gruppe i Mellemøsten.
IS-nyhedsbureauet skriver, at gerningsmanden “konverterede til islam for få måneder siden”.
Politiet i Las Vegas har tidligere sagt, at manden tilsyneladende ikke havde forbindelse til en militant gruppe.
Det bekræfter to sikkerhedskilder, efter at Amaq har fremsat påstanden om, at IS står bag.
Der er derimod grund til at tro, at gerningsmanden havde psykiske problemer, siger en unavngiven sikkerhedskilde.
Også det amerikanske føderale politi, FBI, fortæller, at der ingen kendte forbindelser er mellem angrebsmanden i Las Vegas og terrorgrupper.
Det er der dog ingen tegn på skulle være tilfældet, siger en talsmand for, FBI, på et pressemøde mandag.
– Vi har ikke fundet nogen forbindelse med nogen internationale terroristgrupper.
– Vi arbejder nu med vores partnere på at finde ud af, om det er helt sikkert, sagde talsmanden på pressemødet.