Mindst 180 dræbt: Monsun skaber oversvømmelser og kaos

Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Næsten 1,2 millioner befinder sig i 1600 nødlejre, som er oprettet i skoler og regeringskontorer.

Oversvømmelser efter dage med skybrud har nu kostet mindst 180 mennesker livet i Indien, og en million har måttet forlade deres hjem for at søge tilflugt i nødhjælpslejre, siger embedsmænd til AFP.

– Floder er gået over deres bredder og har oversvømmet tusindvis af hjem i dele af Vestbengalen og i den nordøstlige delstat Manipur, hvor veje og broer er blevet ødelagt, og hvor kommunikationslinjer er afbrudt, lyder det fra katastrofeministeriet.

De fleste af de omkomne druknede, mens mindst fire blev dræbt af et jordskred, som begravede en fjerntliggende landsby nær grænsen til Myanmar, hvor monsunregnen også har skabt kaos.

Veje og landbrug i 13.200 landsbyer står stadig under vand, siger katastrofeminister Javed Ahmad Khan til AFP.

– Næsten 1,2 millioner befinder sig nu i 1600 nødlejre, som er oprettet i skoler og regeringskontorer, siger han.

I 13 distrikter står floderne faretruende højt. Situationen er alvorlig, lyder det fra embedsmænd i den nordlige delstat Rajasthan.

I den vestlige delstat Gujarat er oversvømmelserne taget af i de seneste døgn, men antallet af dræbte er nået op på 72, siger lederen af redningsindsatsen i delstaten, Bipin Bhatt, til AFP.

Indien, som får næsten 80 procent af dets årlige nedbør fra juni til september, rammes hvert år af tragedier, når monsunens vindsystemer går ind over landet.

Også i Nepal, Pakistan og Vietnam har flere mistet livet som følge af oversvømmelser og jordskred efter kraftige regnskyl.

Flere end 100 har mistet livet under tre ugers oversvømmelser i Pakistan, siger myndighederne, som frygter, at kommende oversvømmelser kan få antallet af dræbte til at stige. 700.000 er blevet berørt af oversvømmelserne.

Omkring 350.000, som bor omkring bredderne ved floden, er blevet evakueret.

I Myanmar har mindst 27 personer mistet livet som følge af oversvømmelse.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS