Mindst 11 er omkommet i en brand på karaokebar
En mand mistænkes for at stå bag brand på karaokebar i Hanoi, oplyser politiet til Reuters
En mand er anholdt i den vietnamesiske hovedstad, Hanoi, efter at 11 personer er omkommet i en brand på en karaokebar natten til onsdag lokal tid.
Det oplyser Vietnams politi ifølge Reuters i en udtalelse.
Manden er mistænkt for at have startet branden.
- Politiet har mistanke om, at caféen blev forsætligt brændt ned, og vi har anholdt gerningsmanden, lyder det i udtalelsen.
Brugte benzin
Han har ifølge politiet erkendt at have brugt benzin til at sætte ild til stueetagen i bygningen, der er tre etager høj og lægger hus til både en café og en karaokebar.
Det skal være sket, fordi han havde en diskussion med de ansatte på caféen.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 23 lokal tid.
Da redningspersonale ankom til stedet, formåede det at redde syv personer ud af den brændende bygning. Heraf er to blevet bragt til hospitalet for at blive behandlet for deres skader.
Stort set ødelagt
Billeder fra det statslige medie Dan Tri viser resterne af den forkullede bygning i det vestlige Hanoi. Bygningen er stort set ødelagt af flammerne.
Vidner fortæller til avisen Dan Tri, at flammerne var så voldsomme, at ingen turde forsøge at redde dem, der var fanget derinde.
Vidnet Nguyen Minh Hung var i nærheden, da caféen brændte.
- Vi råbte efter dem, som var spærret inde i bygningen, men vi hørte ingen råbe om hjælp derindefra, lyder det.
Ifølge den vietnamesiske avis Lao Dongs journalister på stedet spredte branden sig også til et tilstødende hus.
Over 20 beredskabsvogne og ambulancer var til stede på stedet, skriver Lao Dong.