Millioner uden mandat: Partistøtten vælter ind
Selv om Kristendemokraterne, Stram Kurs og Klaus Riskær Petersen ikke kom ind, skæpper hver stemme i kassen.
Valget var lige ved og næsten for partierne Kristendemokraterne og Stram Kurs. Men selv om de ikke kom ind, er hver en stemme på dem penge værd for partierne.
De modtager nemlig partistøtte frem til næste valg udregnet efter, hvor mange stemmer de fik ved valget. Og samlet betyder det, at de partier, sammen med Klaus Riskær Petersen, kan få over 20 millioner kroner i støtte de næste fire år.
I galleriet ovenfor kan du læse, hvad de enkelte partier får i partistøtter efter Folketingsvalget.
Millioner uden mandat
Allerede i 2019 betyder det, at Stram Kurs og Kristendemokraterne modtager lige over en million kroner.
– Det er et udtryk for, at alle stemmer i Danmark vægter lige meget, og at nogle ikke er mere værd end andre, bare fordi de har fået mandater, siger fungerende formand for Kristendemokraterne Isabella Arendt.
Mens det igen blev et skuffende valg for partiet, der igen ikke kom i Folketinget, blev stemmetallet mere end fordoblet til 60.944. Det betyder, at partistøtten også er mere end fordoblet.
Penge i sigte
Hvis der går fire år til næste valg, vil Kristendemokraterne have modtaget mindst otte millioner kroner i perioden. Beløbet vil sandsynligvis blive en smule højere, da partistøtten normalt hæves lidt hvert år.
– Det øger helt bestemt vores chancer for at komme ind ved det næste valg. I den ideelle verden bliver man kun målt på argumenter. Men sådan er verden ikke, siger Isabella Arendt og fortsætter:
– Jo flere mennesker, vi kan komme ud til, jo flere vil overveje at stemme på os. Vi er et lille parti og har ikke den støtte og de penge, store partier har. Så især partistøtten bliver udslagsgivende.
Udvikle partiet
Hos Stram Kurs betyder reglerne for partistøtte, at Rasmus Paludans parti også kan se frem til mindst otte millioner kroner over fire år.
På valgaftenen sagde Rasmus Paludan ifølge BT:
– Mit højeste ønske er ikke at komme i Folketinget, men at forhindre Danmarks totale undergang. Det vil jeg blive ved med at forhindre, til den dag jeg dør.
– Jeg håber, at vi nu har tid, med de tilskud vi får, til at udvikle partiet og få flere aktive medlemmer.
Aktiviteter for vælgere
Klaus Riskær Petersen, manden og partiet, fik 0,8 procent af stemmerne eller 29.600 stemmer. Det giver 488.400 kroner i partistøtte i 2019 og samlet 3,9 millioner kroner de næste fire år, hvis der ikke bliver udskrevet valg i utide.
På valgnatten proklamerede han, at han ikke vil genopstille, og at partiet var fortid. Efterfølgende er det dog modereret til, at partiet fortsætter som græsrodsbevægelse.
– Partiet vil i det omfang, der kan opnås partistøtte, tilrettelægge aktiviteter, der kan fremme de mål, som cirka 30.000 vælgere har udtrykt støtte til, skrev partiet i en pressemeddelelse.
/ritzau/