Millioner på millioner er forsvundet fra ministerium
Medie har gravet og fundet flere problematiske forhold.
De interne kontroller fungerer ikke tilfredsstillende. Der er væsentlige svagheder i sikkerheden omkring it-systemerne. Kravene til en god og pålidelig forvaltning er ikke opfyldt. Og der er givet særlige it-adgange til uforholdsmæssigt mange, som i princippet kan misbruge systemerne og slette alle spor.
Det skorter ikke på advarsler fra Rigsrevisionen om arbejdsgangene i Socialministeriet og Socialstyrelsen. Gennem ti år – fra 2006 til og med 2015 – har statens revisor påpeget problemer med rod i regnskaber og forretningsgange.
Det viser en gennemgang af Rigsrevisionens beretninger om statsregnskabet siden 2002, som Altinget har foretaget.
Det sker, efter at det tirsdag kom frem, at en betroet embedsmand i Socialstyrelsen er sigtet for at have overført 111 millioner kroner til sig selv gennem en periode på 16 år. Pengene kommer fra de tilskud, som staten deler ud til projekter for socialt udsatte.
Politiker råbte op flere gange
Tidligere folketingsmedlem og socialordfører for Venstre Eyvind Vesselbo har flere gange højlydt kritiseret, at det var uigennemskueligt, hvordan pengene fra satspuljen blev brugt. Han mener ikke, at Socialministeriet og ministrene gennem tiden har lyttet til advarslerne.
– Det var noget af det, jeg forsøgte at drøfte med forskellige ministre gennem tiden, for der kom jo hele tiden forskellige rigsrevisionsrapporter, som viste det, I nævner her, siger han.
– Men det blev hele tiden tilbagevist med, at der var styr på det, og embedsmændene sagde, at der ikke var noget problem, siger Eyvind Vesselbo til Altinget.
Ifølge det tidligere folketingsmedlem reagerede ministeriet hver gang på kritikken ved at stramme op over for de organisationer, som modtog støttekroner gennem Socialstyrelsen.
Børne- og socialminister Mai Mercado mener, at der er behov for yderligere kontrol af satspuljemidlerne i fremtiden.
– Denne sag viser dog med al tydelighed, at der stadig er behov for at sikre større gennemsigtighed og gode kontrolmekanismer omkring anvendelsen af satspuljen, siger hun til Altinget.