Millioner kan ikke længere bruge populær app
Der er en stor opdatering på vej til den populære beskedtjeneste Whatsapp.
Den 1. februar kommer den ekstremt populære beskedtjeneste Whatsapp med en stor opdatering, der gør tjenesten ubrugelig for ejerne af en lang række telefoner.
Det skriver The Independent.
Artiklen fortsætter under videoen
Ifølge avisen drejer det sig om millioner af telefoner, der ikke længere vil kunne bruge den Facebook-ejede app.
Whatsapp fortæller selv, at opdateringen er nødvendig for at sikre brugernes sikkerhed.
Opdateringen kommer til at påvirke en række modeller – både med Apples styresystem, iOS og Android.
Tidligere ramt af massiv svindel
Netop Whatsapp har tidligere været centrum for en stor skandale, hvor folkene bag var nødt til at advare samtlige 1,5 milliarder brugere af appen.
I maj 2019 fandt WhatsApp ud af, at hackere kunne installere et spionprogram – såkaldt spyware – på både iPhones og Android-telefoner ved at ringe op til brugere gennem appen.
Spionprogrammet, der ifølge Financial Times er udviklet af israelske NSO, kunne blive overført til telefonerne, selv hvis opkaldet ikke blev besvaret.
NSO’s mest velkendte produkt har navnet Pegasus.
Det er et program, der kan tænde for en telefons kamera og telefon og gennemgå mails og information om en brugers lokation.
En forsker ved canadiske Citizen Lab, der overvåger aktivitet på internettet, kaldte sikkerhedsbristen “en meget skræmmende sårbarhed”.
– Der er ikke noget som helst, som brugerne kunne have gjort, ud over ikke at have appen, siger forskeren, John Scott-Railton, ifølge nyhedsbureauet AP.
I galleriet over artiklen kan du se en række af de modeller, der påvirkes af opdateringen.