Millioner antistoftests til danskerne strandet

Der er købt tests for mere end 100 millioner kroner.

Der er tale om tre forskellige antistoftests. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

De danske sundhedsmyndigheder har siden slutningen af marts forsøgt at få mere end to millioner antistoftests til Danmark. Men kun en brøkdel er indtil nu nået frem. Det skriver politken.dk

Årsagen er, at de kinesiske sundhedsmyndigheder har bremset eksporten af tests, indtil de er blevet godkendt af det kinesiske National Medical Products Administration (NMPA), oplyser Statens Serum Institut.

– Da vi bestilte dem i slutningen af marts, havde vi regnet med, at de var kommet lidt før. Men så lukkede de kinesiske myndigheder for at sende produkter ud af landet, som ikke var NMPA-godkendt. Det har stoppet forsendelsen af vores ting. Vi havde forventet, at de var kommet tidligere« siger Charlotte Sværke Jørgensen, der er sektionsleder for virus og mikrobiologisk specialdiagnostik på Statens Serum Institut, til Politiken.

Statens Serum Institut (SSI) forventer dog, at testene kan blive sat på et fly til Danmark i næste uge.

De danske sundhedsmyndigheder har købt over to millioner test fra producenterne Wantai, Dynamiker og CTK Biotech til en samlet pris på 121 millioner kroner. Wantai er en laboratorietest, mens de to sidstnævnte er såkaldte hurtigtests, som kan give et svar på under en halv time. Størst forventning har SSI til Wantai-testen, som ventes at være mest præcis. I alt har instituttet bestilt 950.000 Wantai-tests, men langt størstedelen har været strandet hos de kinesiske myndigheder i over en måned.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Powered by Labrador CMS