Milliondusør for flygtet narkobaron
En mexicansk leder af narkokartel er fortsat på flugt. Myndighederne mener, at han har fået hjælp af betjente.
En stor eftersøgning er på fjerdedagen sat ind i Mexico for at finde “Den Lille”.
Politiet leder intenst efter Joaquin “El Chapo” – der kan oversættes til “Den Lille” – Guzman, en af landets mest berygtede topfigurer i undergrundsverdenen, efter at det lykkedes ham at flygte fra et topsikret fængsel.
I kampen for at finde ham har myndighederne udlovet en dusør på 60 millioner pesos til den eller de, der kan hjælpe politiet med at få fingre i Guzman, oplyser statsanklager Arely Gomez.
Dusøren svarer til knap 26 millioner kroner.
Joaquin Guzman er berygtet for at være narkobaron og stå i spidsen for sit Sinaloakartel.
Gangsterlederen blev sidst set lørdag aften på overvågningskameraer i brusebadet i Altiplano-fængslet. Fængslet, der huser nogle af Mexicos farligste forbrydere, ligger cirka 90 kilometer vest for Mexico City.
Der blev slået alarm, da han “ikke var synlig” i et stykke tid, og hans celle var tom.
I baderummet ved cellen fandt myndighederne indgangen til en tunnel. Den viste sig at være halvanden kilometer lang og endte i en bygning, der er ved at blive opført uden for fængslet.
For at kunne udføre sin spektakulære flugt må han have fået hjælp af fængselsansatte, siger Mexicos indenrigsminister, Miguel Angel Osorio Chong, på et pressemøde.
Ministeren understreger samtidig, at Guzman ikke kan slappe af, for myndighederne vil utrætteligt fortsætte eftersøgningen, indtil han igen er bag tremmer.
Det er ikke første gang, at den 58-årige Guzman, hvis Sinaloakartel har smuglet stoffer til det meste af verden, er på flugt.
I 2001 lykkedes det ham at flygte fra et fængsel ved at gemme sig i en vogn med vasketøj. Efter 13 år på flugt blev han sidste år anholdt.
Hans flugt er pinlig for den mexicanske regering, der fik megen anerkendelse for at have fanget den berygtede forbryder, og ved anholdelsen blev han vist frem for rullende tv-kameraer.
Siden 2006 har 80.000 mennesker mistet livet i den mexicanske narkokrig.
Flere end 10.000 af dem menes at have mistet livet i en krig mellem Guzmans Sinaloakartel og Juarezkartellet over narkoruten til den amerikanske delstat Texas.
/ritzau/Reuters