Millionbøde til Bilka for opfundne ‘før-priser’
Bilka har i løbet af en periode i 2018 og 2019 reklamerede for enkelte varer. En reklamering der ikke stemte overens med Forbrugerombudsmanden.
Forbrugerombudsmanden har vurderet, at Bilkas reklamering for en lang række nonfood-varer har været skæv i forhold til fortolkningen af Markedsføringsloven. Ifølge en pressemeddelelse har Bilka oplyst førpriser på varerne, som ikke var korrekte.
Supermarkedkæden har accepteret bøden og anerkendt fejlen. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Salling Group, som ejer Bilka.
Reklamerede med forkerte priser
I december politianmeldte Forbrugerombudsmanden Salling Group, der ejer varehuskæden Bilka, for vildledende markedsføring på en række varer solgt i butikkerne.
Kæden havde blandt andet markedsført grill, cykler og støvsugere med besparelser, der ikke var reelle. Grill af mærket Char-broil blev vedvarende i en periode fra 2018 og frem til 2019 markedsført i Bilkas tilbudsaviser med en besparelse på over 50 procent i kombination med forskelligt grilltilbehør.
Den besparelse vurderede Forbrugerombudsmanden ikke var reel.
– Det er desværre ikke første gang, at virksomheder føler sig fristet til at markedsføre varer med urealistiske normalpriser. Det må man naturligvis ikke. Forbrugerne må ikke vildledes til at tro, at et tilbud er bedre, end det er, siger Forbrugerombudsmanden Christina Toftegaard Nielsen.
Millionbøde accepteret
Varehuskæden er for den skæve reklamering blevet idømt en bøde på tre millioner kroner. En bøde som Salling Group accepterer, ligesom ejerne også anerkender, at der er blevet begået en fejl.
– Selvfølgelig kan vi begå fejl og i enkelte tilfælde tolke lidt anderledes end Forbrugerombudsmanden, men her var vi tidligere for langt fra Forbrugerombudsmandens tolkning. Det er ikke godt nok, og det skal vi gøre bedre. Derfor iværksatte vi allerede i efteråret et gennemgribende eftersyn af alle øvrige nonfood-varer, så vi sikrede en efterlevelse af Forbrugerombudsmandens tolkning af markedsføringsloven, siger Henrik Schmidt, der er indkøbsdirektør for Bilka nonfood, i pressemeddelelsen.
Bilka har da også rettet op på fejlene, der er blevet påpeget overfor kæden. Mens kunder, der har købt produkter, som af Forbrugerombudsmanden er blevet påpeget havende ureelle førpriser, kan blive kompenseret med differencen mellem den tidligere annoncerede normalpris og den nye sortimentspris.