Million-villa til præsten står gabende tom
Siden 2019 har en nybygget præstebolig til over fire millioner kroner stået tom. Præsten er stadig ikke fundet
Med en smuk udsigt over Ring Sø ved Brædstrup ligger en 229 kvadratmeter stor og spritny præstebolig til millioner ubrugt hen.
Endnu er det uklart, hvornår en præst flytter ind i den pompøse præstebolig.
Og sådan har det været længe.
Faktisk siden 2019, hvor det lokale menighedsråd fik overdraget nøglerne til nybyggeriet.
Pris: Lige knapt 4,2 millioner kroner.
Brædstrup har i flere år manglet en fast præst, og har i stedet haft to vikarer til at klare de kirkelige opgaver.
Men på trods af det, er det først nu, at der bliver taget tilløb til at søge to nye præster. Hvor af den ene efter planen skal flytte ind i den tomme præstebolig.
– Vi arbejder på en stillingsbeskrivelse, forklarer Henning Emil Jensen, der formand for menighedsrådet i Brædstrup Kirke.
Mere ønsker han ikke at udtale sig om og henviser i stedet til provst Annette Bennedsgaard.
Gammel præstegård var ikke god nok
– Vi byggede nyt, da den gamle præstegård ikke duede mere, siger provst Annette Bennedsgaard.
– Og sådan som spillereglerne er i Folkekirken, kan man ikke slå en stilling med bopælspligt op, før boligen er klar.
På spørgsmålet om, hvorfor der så skulle gå flere år fra byggeriet var færdigt til, at der overhovedet blev arbejdet på at søge en ny præst, svarer provsten, at der er gået længere tid end normalt.
– Vi har haft en lang snak om, hvilken præst vi vil have. Det har været gunstigt for menighedsrådet med den tænkepause, og vi fik nye menighedsråd i november.
– Er det derfor, at I har ventet med at søge ny præst – indtil de var valgt?
– Nej, det er ikke derfor, siger Annette Bennedsgaard.
Det er således stadig uvist, hvornår en ny præst er ansat og kan flytte ind i den gabende tomme million-villa.
-Det er nært forestående, at vi slår de to ledige stillinger i sognet op, men jeg kender ikke den endelige dato endnu, lyder det fra Annette Bennedsgaard.
Kirkeskatten betaler
I mellemtiden står villaen med den imponerende udsigt til søen fortsat tom.
Hvad angår de knapt 4,2 millioner kroner for byggeriet, forklarer provsten, at provstiet har givet penge til menighedsrådet og, at huset er købt og betalt.
Men i ventetiden på den nye præst er det menighedsrådet, der betaler driften – blandt andet udgifter til varme.
Provsten har ikke yderligere kommentarer omkring økonomien i den fornemme – og fortsat tomme – præstebolig.