Milliardærarving bortført og dræbt
Politiet er nu sikre på, at det er hende
Politiet i Memphis har nu identificeret liget af milliardærarvingen Eliza Fletcher.
Moderen til to blev tvunget ind i en sort firehjulstrækker tidligt fredag morgen og blev ikke set siden.
Men politiet er nu sikre på, at det er hende, skriver Fox News og andre amerikanske medier.
Memphis politi fandt sammen med andre myndigheder "dækmærker" og en "lugt af forrådnelse", inden de fandt frem til liget af Eliza Fletcher på 1666 Victor Street i Memphis, Tennessee mandag aften lokal tid.
- Vi har fundet et lig. Identifikationen af vedkommende og dødsårsagen er ikke bekræftet på nuværende tidspunkt, så vi efterforsker stadig. Vi vender tilbage lige så snart, vi har nyt at fortælle, skrev politiet tidligere på Twitter.
Politiet har sigtet den 38-årige Cleotha Abston for at have bortført Fletcher.
Fjernede blodspor
Han har forsøgt at fjerne blodspor fra Fletcher fra den firehjulstrækker, hun blev tvunget ind i, og overvågningsvideoer viser ham tvinge Fletcher ind i bilen.
Da han ikke har udtalt sig til politiet, så er det uvist, hvad der er sket med Fletcher, og om han eventuelt har medskyldige.
Efter at den 34-årige kvinde blev tvunget ind i bilen, holdt den stille i fire minutter, og politiet ved ikke, hvad der skete i dette tidsrum.
CNN har haft adgang til dokumenter, der viser, at Fletcher blev påført alvorlige skader i firehjulstrækkeren.
Skulle arve milliarder
Eliza Fletcher er barnebarn af grundlægger af computerfirmaet Orgill, der ifølge Forbes ligger nummer 143 på listen over de største private virksomheder i USA.
Dermed står Eliza Fletcher til at arve en ganske stor sum penge. Der er tale om milliarder.