Miljøzoner på vej: Byer bliver lukket land
Regeringen har torsdag fremlagt et lovforslag, der skal skærpe miljøzonerne i de fire største danske byer.
Fremover skal der være mindre os, host og larm fra gamle og forurenende store køretøjer i de store danske byer.
Det er målet for et nyt lovforslag, Miljø- og Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen torsdag har fremsat for Folketinget.
Planen er, at miljøzonerne i landets fire største byer – København/Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg – skal strammes markant allerede fra sommeren 2020.
Lovforslaget er en del af en lovpakke, der skal reducere den samlede udledning af sodpartikler i de store byer med op mod en fjerdedel:
– Vi skal have renere luft i vores byer. Luftforurening er kilde til tabte leveår, sygdomstilfælde og er en daglig gene for mange, ikke mindst i de største byer. Miljøzonerne er ikke blevet opdateret i ti år og er derfor stort set uden effekt i dag. Nu strammer vi reglerne for, hvilke køretøjer, der har adgang, og det vil kunne mærkes på den luft, vi indånder, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i en pressemeddelelse.
Samtidig vil regeringen også sløjfe de fysiske miljøzonemærker, der klistres op i bilens vindue – de skal erstattes af et digitalt system.
Zonerne vil blive strammet trinvist – hvor meget og hvordan kan du se i galleriet over artiklen.