Miljøminister: Danskernes vand skal sikres
Vandværker vil få bedre forhold under den reform, som VKO nu opgiver, mener miljøminister Kirsten Brosbøl (S).
– De borgerlige har hermed opgivet at forbedre vandværkernes forhold.
Det siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S), efter at Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti torsdag udvandrede fra forhandlingerne om en ny vandsektorlov, der skal afløse VK-regeringens lov fra 2009.
Med forhandlingssammenbruddet er der indtil videre ikke enighed om en ændring af den eksisterende lov på området.
I forbindelse med vandsektorloven fra 2009 har det vist sig, at vandværkerne får langt større skatteregninger, end man regnede med, da man udskilte dem i statsejede selskaber, og loven blev indført.
Ifølge beregninger, som revisorfirmaet Deloitte har foretaget for vandselskabernes forening, Danva, vil det udvikle sig til en ekstraregning på tre til fire milliarder kroner for selskaberne.
– Aftalen skal sikre, at vi får en stor administrativ lettelse for mange vandselskaber. Den imødekommer de selskaber, som efterlyser en mere enkel model. Derfor har vi en fælles forpligtelse til at få en aftale, så vi har en effektiv sektor, som kan give forbrugerne – de danske familier og virksomheder – et kvalitetsprodukt til den rigtige pris, siger Kirsten Brosbøl.
Hun har tilbudt VKO at analysere, om højere skat på vandværker presser forbrugernes vandpriser op med milliarder af kroner.
– Vi kan ikke lovgive med tilbagevirkende kraft, som nogle af de borgerlige partier nu ønsker. Det er en sammenblanding af interesser at gribe ind i sager, som verserer ved domstolene, siger Kirsten Brosbøl.
– Og VKO har et forklaringsproblem. I 2009 besluttede VK-regeringen, at vandværker var skattepligtige, påpeger miljøministeren.
– Det er rigtig ærgerligt, at de forlader forhandlingerne nu. Vi har en fælles opgave med at få en mere effektiv vandsektor, som også giver forbrugerne et kvalitetsprodukt, siger Kirsten Brosbøl.
Hun vil forhindre, at vandværkernes værdier kapres af kapitalfonde, fordi vand er et samfundsgode.
– Det er vores fælles vand. Derfor fungerer det rigtigt godt, at det er kommunalt forbrugerejede selskaber, som har et naturligt monopol, siger Kirsten Brosbøl.
/ritzau/