Mikkel Hansen skyder Landin i sænk i CL-brag
Paris Saint-Germain vandt ude over Kiel og er alene i spidsen for dynamitgruppe i Champions League.
Stjernebraget mellem danskerklubberne THW Kiel og Paris Saint-Germain i håndboldens Champions League faldt torsdag aften ud til PSG’s fordel med 30-26.
Det franske storhold med Mikkel Hansen og Henrik Møllgaard var i spidsen i nærmest hele kampen og vandt for første gang nogensinde over det suveræne tyske mesterhold gennem mange år, der har Niklas Landin og René Toft Hansen blandt spillerne.
Alene på førstepladsen
Dermed er PSG alene på førstepladsen i gruppe A med 12 point for syv kampe, mens Kiel stadig ligger på fjerdepladsen med otte point for syv kampe.
Med Mikkel Hansen og Henrik Møllgaard på banen fik pariserne en fremragende start på kampen, og inden der var gået et kvarter, havde PSG skabt en afstand på fem mål på den for de fleste hold skræmmende udebane i Kiel.
Det var ikke mindst målmand Thierry Omeyers fortjeneste. Han holdt tyskerne nede på fire scoringer i det første kvarter.
Landin havde det svært
I den anden ende havde Niklas Landin sværere ved at dæmme op for skuddene, men landsholdets målvogter begyndte så småt at præstere store redninger midtvejs i halvlegen.
Kiel kom tættere på, men PSG sluttede bedst af og kunne gå til pause med en føring på 16-10.
Tyskerne skulle dog bare bruge knap tre minutter i anden halvleg på at reducere til 13-16. Men igen var hjemmeholdets problem, at det havde svært ved at holde PSG nede i mere end korte perioder.
Førte med syv
Inden der var spillet ti minutter førte franskmændene med syv mål, inden Kiel for første gang fik en længere periode med overtaget i kampen. Pludselig var stillingen 22-24 inden de sidste ti minutter.
I slutfasen bragede Mikkel Hansen to straffekast ind bag Niklas Landin, så PSG kunne hive sejren hjem i en hektisk slutfase, hvor Kiel ad flere omgange kun var bagud med et enkelt mål.
Den danske stjerne stod dog på dagen i skyggen af franske Daniel Narcisse, der gennem hele kampen viste stor klasse.
/ritzau/