Mikkel Hansen: Hårdt at tabe på den måde

Mikkel Hansen. Foto: Karim Jafaar/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det var en hård måde at tabe kvartfinalen på, at Spanien scorede i de døende sekunder, siger Mikkel Hansen

At tabe er aldrig sjovt, men den var ekstra modbydelig, da Spanien vandt over Danmark i de sidste sekunder af onsdagens kvartfinale ved håndbold-VM i Qatar.

Det fortæller Mikkel Hansen i minutterne efter nederlaget på 24-25.

– Jeg er skuffet ligesom alle andre. Der er ingen tvivl om, at man som idrætsudøver, og når man er så tæt på, altid vil være rigtig skuffet.

– Den er selvfølgelig altid hård, når man taber med én på den måde. De scorer lige til sidst, og vi har ikke nogen timeout.

– Vi kunne egentlig bare få lov til at vente de sidste tre sekunder og kigge på de andre juble som sindssyge, siger Mikkel Hansen.

Danmark skal nu spille placeringskampe om at blive fra nummer fem til otte i turneringen. Det kan betyde en plads i OL-kvalifikationen at ende som mindst syver ved VM.

Den kommende modstander bliver Slovenien, som tabte en af de andre kvartfinaler til Frankrig.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS