Annonce
Mikkel Beha: Sådan forventede min far at dø
Søndag sov Troels Kløvedal ind med familien omkring sig. Det var hans ønske at dø nu, siger Mikkel Beha.
Forfatter og skipper Troels Kløvedal har levet et liv med vind i sejlene, og han frygtede aldrig døden. Det fortæller hans ældste søn, Mikkel Beha, efter at Troels Kløvedal søndag formiddag sov ind med familien omkring sig.
– Han så døden som en naturlig del af livet og som noget smukt, at man på et tidspunkt kan kigge tilbage på sit livs kølvandsstribe, som blev, som han gerne ville have det. Så på den måde har døden aldrig været noget mørkt eller væmmeligt for ham, siger han til ritzau.
I sin seneste bog beskriver Kløvedal, hvordan han som 19-årig filosoferede på agterdækket af et handelsskib om, hvad livet ville bringe, inden døden kom.
Annonce
Kløvedal blev 75 år gammel, og i sine sidste knap tre år levede han med den uhelbredelige nervesygdom als. Den gjorde ham lam, og familien frygtede også, at nervesygdommen ville få en betydning for Kløvedals død.
– Når man har als, og det blandt andet har sat sig på vejrtrækningen, kan man få en besværet død, hvor man oplever, at man kvæles. Det har selvfølgelig været en frygt, men det blev lige så fredfyldt, som han havde ønsket sig, siger Mikkel Beha.
Tog selv beslutningen
Annonce
Faktisk havde Troels Kløvedal sagt til familien, at nu var hans tid ved at rinde ud. Det gjorde han ifølge Mikkel Beha, to dage inden hans hjerte slog for sidste gang.
– Der var ikke noget galt med hans hjerte, men han tog en beslutning om, at nu var tiden kommet til at skulle herfra. Så lukkede han øjnene, sov i to døgn og satte ved egen kraft sit hjerte i stå.
Nervesygdommen als var hård for Troels Kløvedal leve med, men selv om han ikke længere kunne bevæge sig rundt, tog han ifølge sin ældste søn del i livet med sit intellekt, sin hjerne og sit hoved.
Mikkel Beha havde en lang mailkorrespondance med sin far, kort inden han sagde farvel til familien. Faren holdt ud og havde godt humør, mærkede Mikkel Beha.
– Han havde en rig mailkorrespondance med mange venner, blandede sig i debatter og tog del i, hvornår vi skulle have “Nordkaperen” på bedding næste gang. Der var også en lås, vi skulle have fikset i garagen. Så han havde på den måde ikke forladt livet.
