Mikalas uvurderlige kejserinde-smykke stjålet: -Mange tårer har flydt

I et opslag på Facebook beder hun alle om hjælp til at få sit uvurderlige smykke tilbage.

Offentliggjort Sidst opdateret

“Efterlysning: Fang tyven. Del, eller jeg græder”.

Sådan starter et opslag på Mikala Naurs Facebook-profil. Københavneren har ved et indbrud i sin 3. sals lejlighed på Østerbro i København fået stjålet et smykke med en historie ud over det sædvanlige.

Nu håber hun, det sociale medie kan være med at skaffe det tilbage.

Mikala Naur kom 26. marts hjem til sin lejlighed og opdagede til sin forfærdelse, der havde været indbrud. Her blev der – stort set – ikke stjålet andet end smykker. I Mikalas samling var der ét smykke, der er fuldstændig uvurderligt. Et smykke, der er blevet nedarvet i generationer i Mikalas familie – og et smykke, der har tilhørt Katarina 2. den Store.

Fra øreringe til brocher

Det hele startede tilbage i starten af 1900-tallet. Mikalas oldefar og hans bror, der begge stammer fra Sverige, køber på en auktion et par øreringe, der altså skal have tilhørt den russiske kejserinde.

– De får så øreringene lavet om til to brocher – en til hver af deres koner, fortæller Mikala Naur til Newsbreak.dk.

Mikalas mormor arver herefter smykket fra Mikalas oldemor.

Tæt forhold til mormor

Mikala har et tæt forhold til sin mormor, der nu er ejer af en broche med en anderledes historie.

– Jeg husker, hvordan jeg stirrede ned i hendes skuffe med smykker. Også for et barn er sådan en historie jo mystisk, siger Mikala Naur.

Det var meningen, at Mikalas mor skulle arve brochen fra mormoderen, men sådan skulle det ikke gå; Mikalas mor dør desværre inden.

– Så jeg fik det direkte fra min mormor, siger Mikala.

Det er altså et smykke, der udover sin historiske værdi, også har stor affektionsværdi.

Derfor har det da også i mange år været gemt af vejen i en bankboks, men i forbindelse med en flytning kom brochen tilbage i smykkeskuffen i den lejlighed, der blev udsat for indbruddet.

– Og ingen har anet at jeg havde den, vi bor i ganske almindelig ejendom på Østerbro og har gode låse på dørene, siger Mikala.

Så handles der

Et par døgn efter indbruddet mente Mikala, det var tid til selv at gøre noget – derfor lagde hun opslaget med de stjålne smykker på sin Facebook-profil. Et opslag, der flittigt bliver delt på mediet.

– Jeg synes, det er så rørende, siger Mikala om folks interesse for at få smykket tilbage til sin retmæssige ejer.

Brochen, der altså er omkring 300 år gammel, er består af diamanter fattet i sølv og måler cirka 30 x 40 millimeter.

Eksperter vurderer smykket

I 2004 deltog Mikala Naur i programmet “Hvad er det værd” for at få historien på brochen bekræftet. Og det blev den. Eksperterne var sikre på, at det passede med både tiden, oprindelsen og slibningen på diamanterne. Noget som Mikala også kan nikke genkendende til, da hun selv er guldsmed.

– Man kan se, slibningen er mere primitiv, siger hun.

Ringen skal sluttes

Mikala håber af hele sit hjerte, at smykket kommer tilbage, da det, hvis det bliver splittet op langt fra har en værdi, der kan måle sig med den, hun kan tillægge det.

– Jeg håber, at dette har gjort det (smykket) så brandvarmt, siger hun og hentyder til håbet om, at opslaget bliver delt igen og igen, når langt omkring og på den måde gør det svært for tyvene at komme af med det.

Og der er også endnu en grund til, at Mikala meget gerne vil have Katarina 2. Den stores gamle ørering tilbage; den skal på et tidspunkt et tak længere ned i arverækkefølgen – til Mikalas datter. Katarina.

“Mange tårer har flydt og nu vil jeg håbe at de kan komme hjem til mig og tyven få sin straf”, slutter opslaget fra Mikala.

Indbrud hos Mikala

  • Emaljeret vild rose i midten gul diamant og små diamanter på bladenes kanter (Se foto)
  • Charms-armbånd i guld med hjerte
  • Mikalas mælketænder indrammet i guld Desuden
  • Halskæde med to ovale Aquamariner og diamanter i hvidguld
  • Stjerneformet broche + øreclips i granater(røde) – indfattet i guld
  • Norsk studenterhue
  • Sporvogn

I boksen herunder kan du se hvad der – udover brochen – blev stjålet hos Mikala.

Tyveriet/indbruddet er ifølge Mikala meldt til politiet.

Katarina 2. den Store levede 2/5 1729 – 17/11 1796. Hun var kejserinde af Rusland fra 1762.

Har du oplysninger i sagen: Kontakt Mikala via Facebook, Københavns Politi på telefonnummer 114 eller Newsbreak.dk på: redaktion@newsbreak.dk.

Powered by Labrador CMS