Migranter nægter at forlade togvogn i Rødbyhavn

Arkivfoto: Bax Lindhardt/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet bevogter omkring 100 togpassagerer, der natten til onsdag er ankommet med færge fra Puttgarden.

En togvogn med omkring 100 personer er natten igennem blevet bevogtet af politifolk i Rødbyhavn.

– Omkring 100 personer nægter at forlade togvognen. Og det skal vi selvfølgelig have håndteret i løbet af dagen, siger politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Anders Mikkelsen til Ritzau.

Han leder den kommandostation (KSN), som politiet har etableret for at tage sig af den usædvanlige situation ved færgelejet i Rødbyhavn, hvor hundredvis af flygtninge og migranter er ankommet de seneste dage.

Vognen med de omkring 100 personer befandt sig på en færge fra Puttgarden, der lagde til i Rødbyhavn med flere timers forsinkelse ifølge DR Nyheder.

DR fortæller, at færgen cirklede på havet i flere timer uden for havneindsejlingen. Herefter gik der nogle timer med at skille almindelige passagerer fra formodede flygtninge og migranter.

Ved den dansk-tyske landegrænse har politiet derimod haft en rolig nat.

– Der er ikke ankommet så meget som en enkelt migrant de seneste timer, oplyser Jan Lambertsen, vicepolitiinspektør og leder af KSN i Padborg, til Ritzau ved fem-tiden.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS