Midaldrende mand stod klar til at springe i døden: Så kom 70-årig helt forbi

En 56-årig mand forsøgte onsdag at begå selvmord, men sådan gik det ikke - en 70-årig helt trådte til og reddede mandens liv.

En 56-årig mand forsøgte at hænge sig, men en 70-årig mand trådte til og reddede ham. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Sjældent er det, at danske medier omtaler og i det hele taget beskæftiger sig med selvmord eller forsøg her på. Denne gang gør vi dog på foranledning fra politiet en undtagelse.

Det skyldes ganske enkelt, at en 70-årig mand er udråbt til den store helt. Ganske resolut trådte han nemlig til, da en 56-årig mand fra Haraldsted-området ved Ringsted stod klar til at springe i døden med en løkke bundet om halsen, fortæller Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

– Det, manden har gjort, fortjener så stor ros, at vi gerne vil fortælle om det. Vi er helt overbevist om, at den 70-årige har reddet den anden mands liv med sin heroiske handling, siger Carsten Andersen til Newsbreak.dk.

På en ikke videre specificeret rasteplads i nærområdet så den 70-årige ved middagstid onsdag ifølge politiet en mand stå klar til at springe, da han handlede lynhurtigt og ilede til og fik fjernet løkken fra mandens hals. Det var den 56-åriges intention at hoppe ud fra en bro. Inden da havde han med en saks skåret sig i armen.

– Egentlig er det jo en historie, der endte fantastisk, fordi ingen kom til skade, siger Carsten Andersen, der også fortæller, at den 56-årige blev indlagt på en psykiatrisk afdeling. Han er ikke i forvejen patient, men indlæggelsen skyldes hans selvmordsforsøg.

Det er uvist, hvad løkken var bundet af.

Powered by Labrador CMS