Michael efter spritdom: -For lang ventetid
Spritbilister venter flere måneder på at få installeret en alkolås i bilen.
Dømte spritbilister har i gennemsnit ventet knap et halvt år på en afgørelse, når de har søgt om at få en alkolås installeret i bilen.
Det viser en opgørelse fra midten af januar, som DR Syd har fået indsigt i.
Og sagsbehandlingstiden møder kritik fra Mogens Kjærgaard Møller, der er direktør for Rådet for Sikker Trafik.
Ifølge Mogens Kjærgaard Møller er idéen med den nye alkolås-ordning netop, at folk skal kunne blive i deres livssituation, så de eksempelvis ikke mister deres job og ender i et decideret alkoholmisbrug. Og det kræver en så kort sagsbehandlingstid som muligt.
– Vi risikerer at tabe nogle mennesker på gulvet, som helt sikkert har fået de slag, som de har fortjent. Men det er bare vigtigt, at vi understøtter dem, der gerne vil have en alkolås, så de kan blive i deres job, siger Mogens Kjærgaard Møller til DR Syd og fortsætter:
– Hvis der går over fem måneder, hvor man eksempelvis har mistet sit job, hvad er så incitamentet til at købe en alkolås, siger Mogens Kjærgaard Møller.
Den vejledende pris på en alkolås inklusiv montering og moms er omkring 14.000 kroner.
Siden 15. december 2017 har dømte spritbilister – såfremt de får tilladelse – kunnet køre bil med en alkolås installeret straks efter frakendelsen.
For land ventetid
En af dem, der ansøgte om en alkolås, er Michael Ladefoged fra Vejle.
Han blev stoppet i sin bil med en promille på 1,2 dagen efter en fest og mistede dermed kørekortet.
Men først fire måneder efter, han havde sendt sin ansøgning, blev han kaldt til samtale hos Kriminalforsorgen, som skulle vurdere, om han havde et alkoholmisbrug. Da der var gået over fem måneder, fik han så besked om, at han var godkendt.
Først derefter kunne han gå i gang med det obligatoriske alkohol-, narko- og trafikkursus, tage køretimer til en ny køreprøve og installere alkolåsen i bilen.
Da han endelig stod med sit alkolås-kørekort i hånden, var det otte måneder efter, han havde sendt sin ansøgning.
– Jeg synes, der har været alt for lang ventetid. Jeg synes ikke, at der burde gå over fem måneder for at tage stilling til, om man kan få en alkolås, siger Michael Ladefoged til DR Syd.
Erkender
Chef for Politiets Administrative Center, Karin Jønler, erkender, at sagsbehandlingstiden i 2018 var for lang. Hun oplyser, at den allerede er bragt ned til 3,5 måned og at den vil blive endnu kortere i 2019.
– Der har helt klart været en sagsbehandlingstid, der ikke har været tilfredsstillende. Ophobningen af sager skyldes primært, at man på et tidspunkt er kommet bagud. Så i løbet af 2018 vil jeg godt tro, at nogle borgere har følt, at der har været en for lang sagsbehandlingstid, siger Karin Jønler.
– Vi har fået ansat en del folk i forbindelse med, at vi nu har lavet en sammenlægning af to administrative centre. Det har vi været på forkant med, og det betyder, at vi nu er godt med på opgaven. Vi arbejder målrettet på at nedbringe sagsbehandlingstiden, siger Karin Jønler til DR Syd.
Kilde: DR Syd