-Mette taler usandt
Et voldsomt personopgør er under opsejling i Nye Borgerlige
Partiformand Pernille Vermund fra Nye Borgerlige kritiserer nu sin partifælle Mette Thiesen for udtalelser om anonyme donationer til formanden.
Det sker fredag i et interview med B.T.
Mette Thiesen giver i en historie fra Frihedsbrevet udtryk for, at Vermund modtager donationer på mere end 22.200 kroner, selv om det er imod reglerne.
Men det passer ikke, siger Vermund.
Taler decideret usandt
- Hun taler om noget, hun ikke ved noget om, og taler decideret usandt, siger Pernille Vermund om Mette Thiesen.
Vermund afviser, at have modtaget donationer af den størrelse og tilføjer, at hun er "vred" over Mette Thiesens udtalelse.
Ikke lovligt
Ifølge danske regler er det ikke lovligt for partier og politikere at modtage anonyme donationer, som overstiger 22.200 kroner.
- Hvis du vil overføre 50.000, så skal du bare overføre det til en anden konto, hvis du gerne vil være anonym, siger Mette Thiesen i optagelsen.
- Det har vi også oplevet med Pernille. Der er nogle, der vil give større beløb, men fortsat være anonyme. Så får du et andet kontonummer at overføre til, siger Mette Thiesen i Frihedsbrevets optagelse med hende.
22.200 kroner er det maksimale beløb, man kan overføre til en politiker eller et politisk parti og samtidig være anonym.
Revisor undersøger
Pernille Vermund siger, at hun har sat partiets revisor i gang med at undersøge, om partiet har overholdt reglerne.
Frihedsbrevet har foretaget en lang række skjulte optagelser med politikere, kampagnefolk, kasserere og lokalformænd i partierne.
Forslag til at omgå reglerne
Hos Socialdemokratiet, SF, Kristendemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er der forslag til at omgå reglerne.
Frihedsbrevet har også ringet til alle partiernes hovedkontorer for at tilbyde en anonym donation på 50.000 kroner til selve partiet. Stort set alle partier afviser dog.
s