Mette Frederiksen er åben for atomvåben 

Statsminister Mette Frederiksen vil ikke afvise Macrons tanker om at lade franske atomvåben beskytte EU-lande

Offentliggjort

Mette Frederiksen overvejer fransk atomparaply

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har foreslået at udvide den franske atomparaply til at beskytte andre europæiske lande. Dette sker i lyset af usikkerheden omkring USA's støtte til Europa, især efter præsident Donald Trumps beslutning om at suspendere militærhjælp til Ukraine.

Statsminister Mette Frederiksen er åben for Macrons idéer og understreger vigtigheden af at have alle muligheder på bordet for at sikre Europas forsvar. Hun mener, at Europa bør styrke sit forsvar for at kunne beskytte sig selv mod en stadig mere aggressiv Rusland.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, meddelte onsdag, at han har besluttet "at åbne den strategiske debat om beskyttelse af vores allierede på det europæiske kontinent gennem vores (nukleare) afskrækkelse".

Dermed er diskussionen om at lade den franske atomparaply omfatte andre europæiske lande åbnet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil ikke afvise Macrons tanker. Det siger hun på vej ind til ekstraordinært EU-topmøde i Bruxelles torsdag.

Alting er på bordet

- Det er ikke noget, vi arbejder med, men I får mig ikke til at stå og sige nej til andres idéer. Alting bliver nødt til at være inde på bordet nu, siger Mette Frederiksen.

Hun vil heller ikke afvise, at Europa skal have flere atomvåben.

Udmeldingen kommer, i en situation hvor USA's præsident, Donald Trump, har suspenderet den militære støtte til Ukraine og skabt bekymring for, om USA vil støtte de europæiske lande i tilfælde af krig.

- Jeg håber, alvoren har sænket sig hos alle nu. Det handler om at forsvare Europa og afskrække Rusland, siger Mette Frederiksen.

Tilbageholdende 

De europæiske ledere - måske med undtagelse af Macron - har været tilbageholdende med kritik af Donald Trump.

Onsdag tog Macron dog endnu et skridt i retning af større europæisk uafhængighed af USA med forslaget om eventuelt at brede de franske atomvåben ud.

Frankrig har under skiftende regeringer og præsidenter generelt haft et ønske om, at Europa skal være mere uafhængigt af USA. Også når det gælder forsvar.

Dermed har landet ind i mellem stået lidt alene i et Europa, som har set USA's atomvåben og konventionelle styrker som garanten for Europas sikkerhed.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har ikke planer om atomvåben på dansk jord, men hun er åben for den franske præsident Emmanuel Macrons tanker om, at de franske atomvåben kan beskytte flere europæiske lande i en situation, hvor truslen fra Rusland vokser, og der er tvivl om USA's position under præsident Donald Trump.

Ønsker at tro 

Onsdag sagde Macron i en tale til nationen, at han ønsker at tro, at USA "vil forblive ved vores side", men at "vi skal være klar, hvis dette ikke er tilfældet".

Talen fandt sted, under en uge efter at et møde mellem USA's præsident, Donald Trump, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i Det Hvide Hus endte i mundhuggeri.

Få dage senere suspenderede Trump den amerikanske militærhjælp til Ukraine.

Usikkerhed 

Mette Frederiksen mener, at "der er skabt en usikkerhed" fra amerikansk side.

- Der er ikke nogen af mine kolleger fra europæisk side, der kommer til at opsige kontakten med amerikanerne.

- Men der er skabt en usikkerhed, samtidig med at Rusland opfører sig stadig mere aggressivt, siger Mette Frederiksen.

På den baggrund mener hun, at Europa bør opruste, så man inden for få år har et "fuldstændigt dueligt forsvar", der kan beskytte de europæiske lande.

Powered by Labrador CMS