Mette F. melder ud om forhandlinger
Der er fortsat forhandlinger til at skabe en ny regering
Prisstigninger på el, fødevarer, gas og brændstof fortsætter med at stige og driver for tiden den høje inflation.
Derfor er det heller ikke optimale tider at forhandle om en ny regering.
Sådan lyder det fra S-formand, kongelig undersøger og fungerende statsminister Mette Frederiksen, som torsdag har genoptaget regeringsforhandlingerne.
Et ejendommeligt tidspunkt
- Som jeg sagde den dag, da valget blev udskrevet, så synes jeg selv, at det var et ejendommeligt tidspunkt, at der skulle være et folketingsvalg. Men det var det ønske, som Folketinget havde, siger Frederiksen inden de første forhandlinger torsdag.
Frederiksen henviser til, at støttepartiet De Radikale havde truet med at vælte S-regeringen, hvis ikke hun havde udskrevet valget i forbindelse med Folketingets åbning. Valget blev udskrevet 5. oktober.
Mette Frederiksen forsøger at danne en regering hen over den politiske midte. Altså med partier fra både rød og blå blok.
Gør hvad hun kan
- Nu er jeg udpeget som kongelig undersøger og gør alt, hvad jeg kan, for at der kan dannes en regering.
- Men det tager jo den tid, det tager. Det er partier, der ikke plejer at sidde ved det samme bord, når vi taler regeringsdannelser. Det er ikke noget, man bare gør fra den ene dag til den anden.
- Og sideløbende med det må vi naturligvis også diskutere, hvordan vi håndterer nogle af de mere konkrete udfordringer. Det er et specielt tidspunkt. Men det var det, som Folketinget ønskede, siger Frederiksen med henvisning til de aktuelle økonomiske problemer, som udfordrer samfundet.
Rykker ind i statsministeriet
Alternativet er det første parti, som besøger Frederiksen torsdag.
Regeringsforhandlingerne er rykket ind i Statsministeriet efter at være begyndt på Marienborg, statsministerens embedsbolig.
Mandag og tirsdag var sundhedsområdet hovedemnet i forhandlingerne. De kommende dage er det økonomi, reformer samt håndtering af inflation, som er på programmet.