Mette F: Jeg har altid et ansvar for politiet

Mette Frederiksen (S). Foto: Søren Bidstrup/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Justitsministeren mener, at hendes ansvar efter ny redegørelse er at lære af fejlene.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) afviser, at hun sammen med resten af regeringen skubber ansvaret fra sig, efter at en evaluering af politiets indsats under skudangrebene i København i februar har peget på flere problemer.

Både Venstre og Dansk Folkeparti har efter, at evalueringen blev offentliggjort onsdag aften, rettet skytset mod ministeren.

Men Mette Frederiksen mener selv, at fokus skal rettes mod at undgå, at fejlene gentager sig.

– Jeg har som justitsminister altid et ansvar for det, der foregår i dansk politi, det er ikke til diskussion. Og mit ansvar indebærer ikke mindst, at jeg sikrer mig, at de læringspunkter, som myndighederne påpeger, bliver omsat til handling, siger hun til Ritzau.

Hun nedtoner samtidig omfanget af den kritik, som evalueringen retter mod Politiets Efterretningstjeneste (PET).

– Jeg synes grundlæggende, der er grund til at rose dansk politi og vores betjente – herunder også PET, erklærer Mette Frederiksen.

– Så er der en række problemer, som er blevet anmeldt i evalueringen, som vi skal lære af og blive endnu dygtigere til at håndtere, og det arbejde er nu gået i gang, tilføjer hun.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS