Mette F. giver helt særlig besked til de unge
På Alexander Husums YouTube-kanal, der har 382.000 abonnenter, taler statsministeren til de unge om corona.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har taget nye metoder i brug for at dele information om coronavirus.
Hun har nærmere bestemt taget videotjenesten YouTube i brug, hvor hun sammen med youtuberen Alexander Husum fortæller om coronavirus.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Det gør hun i en video på hans kanal, der har 382.000 abonnenter.
– Velkommen her til Statsministeriet til endnu et pressemøde om corona. Jeg plejer at stå her i de her dage med en række personer fra de danske myndigheder. Det er noget anderledes i dag, indleder Mette Frederiksen i videoen.
– Vi er første gang med et pressemøde på YouTube. Og ved siden af mig står Alexander. Og vi vil i dag fokusere på noget af det, der måske ikke bliver talt om på de andre pressemøder. Nemlig hvordan skal man være i coronaspørgsmålet, når man er ung, siger Mette Frederiksen.
Langt de fleste unge har en smartphone, hvilket kan vise sig at være en smittekilde for coronavirus. I galleriet ovenfor kan du se, hvordan du renser en smartphone.
Over 45.ooo visninger
Videoen er lagt på YouTube fredag. Sent fredag aften har den fået over 45.000 visninger.
– Jeg kommer til i dag at tale med samme alvor som ved andre pressemøder, for vi står i en rigtig, rigtig alvorlig situation, fortsætter Mette Frederiksen i videoen.
Mette Frederiksens budskab er især, at de unge også skal ændre adfærd, selv om coronavirusset umiddelbart ikke er farligt for dem selv.
– Lad være med at gøre noget, der kan få smitten til at brede sig af hensyn til andre. For corona er en rigtig farlig sygdom, hvis man er gammel og svækket af den årsag.
– Det kan være jeres bedsteforældre for eksempel, siger Mette Frederiksen.
Afslutningsvis i videoen tager Alexander Husum over, da en ung person ved pressemødet stiller et spørgsmål. Her taler han om, hvad unge må og ikke må.
– Der er mange af jer, der er i tvivl om, hvad I må. Om I må være sammen med jeres venner, tage til fester og sådan nogle ting.
– I må gerne være sammen jeres venner, bare I ikke er syv, der ligger sammen under samme dyne og ser Netflix, siger han.
Han slutter af med en opfordring om, at folk, der ser videoen, deler den med deres venner.