Mette F.: Det er øverste prioritet

Lande mødes for at samarbejde om at fremskynde støtten til Ukraine i form af ammunition og luftforsvar

- Europas prioritet nummer ét er og bliver krigen i Ukraine, siger statsminister Mette Frederiksen (S). (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Europas øverste prioritet er krigen i Ukraine, og derfor skal et samarbejde om ammunition fremskynde støtten til det trængte land, som bekriges af Rusland.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er medvært ved et internationalt møde i Prag tirsdag om et samarbejde mellem Tjekkiet, Holland og Danmark.

- Europas prioritet nummer ét er og bliver krigen i Ukraine. Situationen er så alvorlig, som den kan være. Ukrainerne kæmper bravt, men de har brug for mere hjælp. Omgående, siger hun i en pressemeddelelse.

En gruppe lande skal tirsdag mødes for at drøfte, hvordan den militære støtte til Ukraine kan fremskyndes.

Foruden statsministeren deltager den tjekkiske premierminister, Petr Fiala, den polske præsident, Andrzej Duda, den lettiske premierminister, Evika Siliņa, og den hollandske premierminister, Mark Rutte, på topmødet.

Det er ammunition, luftforsvar og støtte til den ukrainske forsvarsindustri, der er hovedtemaerne.

Har indledt landoffensiv

Rusland har de seneste uger indledt en landoffensiv mod den ukrainske region Kharkiv.

Ukraine er trængt og er afhængig af vestlig militær hjælp.

- Netop derfor har vi lavet initiativet om ammunition sammen med Tjekkiet og Nederlandene. Nu skal vi gøre status i Prag og se på, hvad mere vi kan gøre. Ukraine skal forblive frit. Europas sikkerhed afhænger af det, siger hun.

Der skal opbygges en forsvarsindustri

Ifølge EU-Kommissionen er næsten 80 procent af det forsvarsmateriel, som EU-landene har købt siden invasionen, blevet købt uden for Europa.

Derfor mener regeringen, at der skal opbygges en forsvarsindustri i Europa, som kan levere våben eller lignende materiel.

Tirsdag mødes også EU-landenes forsvarsministre for at diskutere støtten til Ukraine.

Den danske forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), vil presse på for, at flere lande i lighed med Danmark fremover vil investere i ukrainsk våbenindustri.

Hvis Ukraine fremover selv kan producere landets militære udstyr, vil det have en afgørende forskel, er regeringens vurdering.

Derved kan Ukraine hurtigere få leveret våben til frontlinjen. Det vil også være nemmere at servicere og vedligeholde forsvarsmaterialet.

Powered by Labrador CMS