Metroselskabet: Historisk bod er meget dyre lærepenge

Foto: Bax Lindhardt/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Voldgift pålægger en underentreprenør i det københavnske metrobyggeri at betale 22 millioner kroner i bod.

Danmarks største sag om løndumping er blevet afgjort ved en voldgift tirsdag, og det italienske entreprenørfirma Cipa pålægges at betale 22 millioner kroner i bod og efterbetaling, fordi virksomheden har underbetalt flere af sine ansatte.

Det er dyre lærepenge, lyder det i en kommentar fra Metroselskabet.

– Det ér en meget stor bod, og det er selvfølgelig stærkt utilfredsstillende, at Cipa har brudt de klare regler, der er for alle underentreprenører på metrobyggeriet.

– Afgørelsen viser med al tydelighed, at man kommer til at betale før eller siden, hvis man ikke lever op til de klare krav, vi stiller. Det er nogle meget dyre lærepenge, siger metroselskabets vicedirektør, Louise Høst, i en pressemeddelelse.

Flere hundrede ansatte snydt i løn

Cipa er underentreprenør i det københavnske metrobyggeri og har over en periode på to år ikke betalt flere hundrede udenlandske arbejdere den løn, de ifølge overenskomsten har været berettiget til.

Fagforbundet 3F har anlagt sagen og hævder, at de polske, rumænske og italienske udlændingene har fået helt ned til 55 kroner i timen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS