Metro: Ansatte har været udsat for kræft-fremkaldende stoffer

Foto: Asger Ladefoged/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Arbejdet på metrobyggeriet på Enghave Plads sidste år har været farlig for de ansatte. Arbejdet foregik på en stærkt forurenet renserigrund, uden der i starten blev taget beskyttelseshensyn, og da der blev konstateret kræftfremkaldende klorstoffer, tog det lang tid at få beskyttelse på plads.

Der skriver Politiken.

Det er professor emeritus i miljøkemi Finn Bro-Rasmussen, der har gennemlæst dokumenter fra Arbejdstilsynet, som Politiken har fået aktindsigt i.

I september konstaterede Arbejdstilsynet for høje niveauer af det kræftfremkaldende stof kloroform i jordprøver fra Enghave Plads og udstedte et såkaldt strakspåbud. Ifølge Copenhagen Metro Team (CMT) og Metroselskabet viste det sig dog senere, at de jordprøver, som indeholdt kloroform, var blevet forurenet i laboratoriet, men Politiken skriver, at et såkaldt kontrolskema fra Enghave Plads derimod viser, at der ved byggeriet blev målt kloroform over grænseværdien.

CMT og Metroselskabet afviser dog kritikken. I en skriftlig kommentar til Politiken skriver miljø- og myndighedschef i Metroselskabet Margot Brabrand, at forureningen i jorden på byggepladsen ved Enghave Plads blev håndteret i samarbejde med entreprenører og miljømyndigheder.

»Vi har naturligvis løbende sørget for at sikre arbejdsmiljøet for de medarbejdere, der går dybt nede under jorden og har stået for selve udgravningen. Sammen med entreprenøren har vi taget alle de forholdsregler, der bør tages i sådan en situation,« skriver hun.

Powered by Labrador CMS