Messi skal i retten om skattesag
En spansk domstol har besluttet, at Lionel Messi skal retsforfølges på grund af mistanke om skattesvig.
Selv mener Lionel Messi ikke, at han har gjort noget forkert, men han slipper ikke for at skulle forklare for retten, hvorfor han med offshoreselskaber i Belize og Uruguay i sin tid snød den spanske stat for et tocifret millionbeløb i skatteindtægter.
Barcelona-spilleren troppede for et år siden op i en retssal i Madrid og forklarede, hvordan det var en agent, der havde stået for de finansielle transaktioner i forbindelse med hans personlige sponsorindtægter i perioden fra 2007 til 2009.
Derfor mener han ikke, at han skal retsforfølges, og den offentlige anklager var også indstillet på at droppe sagen, der præcist drejer sig om 4,16 millioner euro (svarende til 31 millioner kroner).
Men i juli besluttede retten sig alligevel for, at sagen skulle rejses, og torsdag afviste den en appel fra Messis advokater.
– Når det gælder denne type kriminalitet, er det ikke nødvendigt at have komplet kendskab til alle regnskabsmæssige og forretningsmæssige transaktioner.
– Det er nok at være bekendt med måden, som svindlen er tilrettelagt på og være indforstået med det, hedder det i rettens afgørelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
Lionel Messis far forsøgte at gøre skaden god igen, da han i august indbetalte fem millioner euro til skattevæsnet. Pengene skulle dække de manglende skatteindbetalinger med renters rente.
Det er endnu uvist, hvornår retssagen skal finde sted.
/ritzau/