Messerschmidt raser over beslutning

Kulturministeriets forsøg på at sælge Charlottenlund Slot og Slotshave møder nu kritik af Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV2 Lorry

Først skulle det sælges, så skulle det ikke sælges alligevel, og nu er den gal igen.

Forløbet bag Kulturministeriets ambitioner om at sælge Charlottenlund Slot og Slotshave får nu kritik af Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt. Han spekulerer blandt andet i, om ministeriet forsøgte at sælge slottet under radaren, siger han til TV 2 Lorry.

For at forstå kritikken spoler vi tiden tilbage til den 23. december.

Her sender kulturministeriet en forligsaftale mellem Gentofte Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen ud.

Tjener ikke statslige formål

Udover beskrivelser af aftalen mellem parterne var der også indskrevet noget særligt i dokumentet:

Kongeslottet Charlottenlund Slot og Slotshave skal sælges i forbindelse med forliget.

"I forlængelse af forliget vurderes det hensigtsmæssigt at sælge resten af Charlottenlund Slot. Det skal ses i sammenhæng med, at ejendommen Charlottenlund Slot er udlejet til private erhvervslejere og derfor ikke længere tjener et statsligt, kulturelt formål."

Længere nede i dokumentet fremgik det, at aftalepartierne var enige i ovenstående, såfremt de ikke råbte op.

Reagerer ikke

"Aftalepartierne er med udgangspunkt i ovenstående enige i, at: Det er hensigtsmæssigt at sælge resten af Charlottenlund Slot i forbindelse med forligets gennemførsel, idet ejendommen ikke tjener et statsligt, kulturelt formål."

Flertallet af aftalepartierne reagerede ikke på dokumentet, og dermed blev det besluttet.

Charlottenlund Slot og Slotshave skulle sælges.

En beslutning, der var til stor skuffelse for kunsthistoriker på slottet, Christian Claudio Apostoli.

Uskøn proces

- Styrelsen har ikke haft fingeren på pulsen, i forhold til hvad de har fremført med henblik på det her salg, sagde han til TV 2 Lorry, da nyheden om salget brød ud.

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, der er medlem af kulturudvalget, var ikke selv med i forligsaftalen, men han fulgte forløbet udefra.

- Det har hele vejen igennem været en utrolig uskøn proces, siger han til TV 2 Lorry og kritiserer flere aspekter i statens forsøg på at sælge slottet.

Dato overrasker

Særligt bider han mærke i datoen, forligsdokumentet blev sendt ud.

- Det er en storpolitisk beslutning, man sender ud dagen før juleaften, i håb om at ingen opdager det. Det vidner om dårlig politisk stil, siger han.

Hvad er det særlige ved datoen?

- Det er hele pointen. Når man laver en aftale den 23. december, kan man være rimelig sikker på, at folk holder ferie de næste par dage. Timingen var valgt med præcision for at sikre sig, at så få som muligt råbte op, svarer han.

Hører til sjælenheder 

Tror du, det var bevidst, at kulturministeriet sendte det ud den 23. december?

- Det tror jeg helt klart, fastslår han.

Har man set noget lignende før?

- Det her hører i hvert fald til sjældenhederne. Jeg bliver altid nervøs, når nogen prøver at komme igennem med sådan nogle ting under radaren, siger Morten Messerschmidt.

TV 2 Lorry har været i kontakt med kulturministeriet, der oplyser, at kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S), ikke ønsker at svare på vores spørgsmål.

Ikke flertal

Vi ville have spurgt ind til forløbet bag beslutningen om at sælge slottet, og den kritik, som Morten Messerschmidt rejser.

Ministeren har i stedet sendt et skriftligt svar til TV 2 Lorry:

- Jeg har noteret mig, at der ikke længere er flertal for den aftale, som vi indgik før jul om at sælge Charlottenlund Slot. Derfor beholder staten nu slottet. Jeg er tilfreds med, at der fortsat er politisk opbakning til det forlig, der er indgået mellem Slots- og Kulturstyrelsen, Gentofte Kommune og den nuværende lejer. Det betyder, at vi undgår en dyr retssag, og at der kan komme flere almene ungdomsboliger i området, skriver Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Et af aftalepartierne bag forligsaftalen var Det Konservative Folkeparti. De var først enige i, at slottet skulle sælges, men siden ændrede partiet holdning, oplyser den konservative kulturordfører, Birgitte Bergman.

Vil ikke uddybe

Hun endte endda med at kæmpe for, at slottet ikke skulle sælges. Hun har dog ikke ønsket at uddybe forløbet yderligere.

Efter opråb fra blandt andet lejeren på slottet og mediedækning af beslutningen, ændrede politikerne holdning.

Dermed forduftede den politiske opbakning til at sælge slottet, og en ny forligsaftale blev sendt ud i slutningen af april. Denne gang uden passagen om at Charlottenlund Slot og Slotshave skulle sælges, som gav anledning til stor jubel for kunsthistorikeren på slottet, Christian Claudio Apostoli.

Forbliver hos staten

- Som kunsthistoriker glæder det mig virkelig, at den fælles kulturarv, som slottet repræsenterer bliver på statens hænder. For det er en absolut perle og et national klenodie, der fortjener at være på statens hænder, sagde han til TV 2 Lorry.

Morten Messerschmidt har ifølge Liselott Blixt en spion.
Morten Messerschmidt har ifølge Liselott Blixt en spion.

Blå Bog: Morten Messerschmidt

* Navn: Morten Messerschmidt.

* Født: 13. november 1980 i Frederikssund.

* Søn af: Struktør Carsten Christoffersen og byrådsmedlem Inge Messerschmidt (DF).

* Bopæl: København.

* Parti: Dansk Folkeparti.

* Politisk karriere:

2022-: Formand for Dansk Folkeparti

2020-2022: Næstformand for Dansk Folkeparti.

2020-: Kulturordfører.

2019-: EU-ordfører, europarådsordfører, energi- og klimaordfører.

2019: Messerschmidt kom tilbage i dansk politik.

2009-2019: Medlem af Europa-Parlamentet med rekordhøje 465.758 personlige stemmer ved valget i 2014.

2007-2009: Energiordfører og klimaordfører.

2005-2009: EU-ordfører.

2005: Første gang valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti.

* Beskæftigelse:

2010-2012: Underviser i statsforfatningsret på Københavns Universitet.

* Uddannelse:

2007: Uddannet jurist (cand.jur.) fra Københavns Universitet.

1999: Student fra Sankt Annæ Gymnasium.

* Privat:

Kæreste med Dot Wessman, teltholder i sangerindepavillonen Bakkens Hvile.

* Andet:

- Radiovært på 24syv siden december 2021. Han er vært på programmet ”Kammertonen”, der handler om opera.

- Han er forfatter eller medforfatter til bøgerne ”Den kristne arv” fra 2021, ”Farvel til folkestyret – hvordan EU ødelægger frihed, folk og folkestyre – og hvad vi kan gøre ved det” fra 2020, ”Overlad det trygt til Bruxelles – Debat om EU” fra 2015, ”Det er (ikke) sort/hvidt – Samtaler om skepsis, demokrati og visioner for Europa” fra 2014 samt ”Intet over og intet ved side af … EU-Domstolen og dens aktivisme” fra 2013.

- Han er tiltalt for dokumentfalsk og svig med EU-midler for cirka 100.000 kroner. I august blev han kendt skyldig ved Retten i Lyngby, men landsretten har senere vurderet, at dommeren var inhabil, og sagen skal derfor gå om.

Kilde: Folketinget, Ritzau.

Slottet forbliver på statens hænder, og nu fokuserer den nuværende lejer på slottet, Mads Hedegaard, på at styrke samarbejdet med Slots- og Kulturstyrelsen for at åbne slottet mere op for offentligheden fremover.

- Jeg synes, vi skal få gang i matriklen igen, så man kunne få koncerter, teater og så videre. Det vil vi meget gerne være med til, siger han.

Powered by Labrador CMS