Merkel står uden rivaler før valg
Efter næsten 10 år som leder af Europas stærkeste økonomi fremstår Merkel stadig som “de sikre hænder”.
Tysklands konservative kristelige demokrater ventes at genvælge forbundskansler Angela Merkel som partileder med en overvældende opbakning ved en todages partikongres i Köln torsdag og fredag.
Her vil partiets dominans i tysk politik blive tydeliggjort for alle.
Over 1000 CDU-delegerede vil deltage i kongressen, hvor Merkel efter næsten 10 år som leder af Europas stærkeste økonomi igen vil fremstå som de konservatives sikre leder.
Opbakningen til hende er så massiv i både hendes parti og i landet som helhed, at alle andre toppolitikere har grund til at misunde hende.
Ingen udfordrer hende i Köln, hvor der kun vil være fokus på, hvorvidt hun igen opnår at få 97,9 procent af stemmerne fra de delegerede – eller om flere end sidst undlader at stemme.
– CDU må stå samlet bag Angela Merkel og hendes kurs. For det andet må vi skabe innovation og vækst, siger CDU’s parlamentariske leder, Volker Kauder, om de ventede hovedbudskaber fra Köln.
I den seneste måling fra den store tyske tv-station ARD siger 67 procent af vælgerne, at de er godt tilfredse med Merkel ved roret.
I en anden måling fra Bild am Sonntag siger 56 procent, at de gerne ser Merkel sidde som forbundskansler i en fjerde regeringsperiode fra 2017.
Mens mange sydeuropæere mærker krisen trykke i eurozonen og er grundigt trætte af reformer og spareplaner, så ser de fleste tyskere Merkel som garant for ro og sikker styring.
Den 60-årige Merkel, der under den seneste valgkamp havde valgplakater, der viste kanslerens “sikre hænder”, er blevet kendt for en mystisk og lidt “sfinksagtig” personlighed.
Et image, der ikke mindst skyldes hendes baggrund som dissident i det nu opløste DDR.
– Merkel er selve udtrykket for stemningen blandt tyskerne i begyndelsen af det 21. århundrede, hed det i et Merkel-portræt i ugeavisen Die Zeit.
Merkel steg helt til tops i det konservative CDU, da partiets øverste ledelse under Helmut Kohl var rystet af en omfattende partistøtteskandale i 2000.
Siden har hun udmanøvreret sine rivaler og imponeret med sine diplomatiske evner og sin afdæmpede stil, så hun i dag sidder overordentligt sikkert i sadlen.
/ritzau/AFP