Merkel opfordrer Japan til at løse strid om sexslaver
Forbundskansler har fremsat en sjælden opfordring til Japan om at løse strid om sexslaveri under krigen.
Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, opfordrer Japan til at løse en langvarig strid med flere nabolande om den japanske krigsmagts system med sexslaveri under Anden Verdenskrig.
Tabubelagte emner om Anden Verdenskrig
Merkel, der mandag og tirsdag besøgte Japan, har flere gange under sit ophold bevæget sig ind på tabubelagte emner omkring Anden Verdenskrig.
Efter et møde med oppositionslederen Katsuya Okada fra Japans Demokratiske Parti, hvor den tyske leder opfordrede Tokyo til at gå videre med en forsoning med Sydkorea, siger Merkel:
– Japan og Sydkorea deler værdier. Det er bedre at få dem løst rigtigt, siger hun om striden om de sexslaver, der i Japan kaldes “comfort women”.
Tvunget i militære bordeller
Historikere siger, at op mod 200.000 kvinder fra navnligt Korea, men også fra Kina, Indonesien, Filippinerne og Taiwan blev tvunget til at være i militære bordeller, hvor de stod til rådighed for japanske soldater.
Udtalelserne fra Merkel kommer på et tidspunkt, hvor Japan er ved at forberede 70-års-dagen for dets nederlag ved afslutningen på Anden Verdenskrig.
Merkel: – Nødvendigt at se historien i øjnene
Merkel sagde mandag, at det er nødvendigt at se historien “direkte i øjnene”, og hun kaldte forsoningen mellem Tyskland og Frankrig for en af de mest betydningsfulde begivenheder i efterkrigstidens Europa.
Merkel siger, at det er vigtigt med en serie af “generøse gestus” i forsoningsprocessen 70 år efter Anden Verdenskrig, og hun understreger, at det er nødvendigt, at der oprettes gode forbindelser mellem Japan og de lande, som japanerne angreb.
Blandt andet kræver både Kina og Nord- og Sydkorea mere vilje til at vise anger hos japanerne efter landets aggressive krigsførelse.
Japan undskylder
Japan har udsendt en undskyldning for overgrebene og har etableret en privat erstatningsfond. Men kritikere siger, at den japanske regering har svækket undskyldningen med bemærkninger fra ledende regeringsrepræsentanter, som igen og igen har nedtonet sagen.
/ritzau/AFP