Merkel om Grækenland: Vi har få dage tilbage
De 19 eurolande mødes endnu en gang for at diskutere Grækenland, og de er presset på tid, siger Merkel.
Tiden er knap til at finde en løsning på den græske gældskrise, lyder det fra den tyske forbundskansler, Angela Merkel, forud for et ekstraordinært eurotopmøde i Bruxelles tirsdag.
– Vi skal tale om, hvordan vi skal fortsætte, men vi bliver ikke i stand til at tegne hele billedet.
– Det handler ikke om uger, men om få dage. Vi vil høre, hvad den græske premierminister har at fortælle os, siger Merkel på vej ind til mødet.
Det var efter weekendens folkeafstemning i Grækenland, at EU-præsident Donald Tusk indkaldte til et ekstraordinært topmøde for eurolandene. Her stemte det græske folk nej til långivernes krav om besparelser og reformer til gengæld for flere penge.
Tidligere på dagen mødtes eurogruppen og her lød der samme melding fra eurogruppens formand, Jeroen Dijsselbloem, som også er tilstede til topmødet.
– Alt dette skal gøres inden for de næste dage. Vi har, som I alle ved, meget lidt tid, siger Dijsselbloem.
/ritzau/