Merkel lægger pres på Putin før krisemøde
Dialogen skal i gang, og man skal finde en varig og holdbar fred mellem Rusland og Ukraine, siger Merkel.
Dagsorden for det asiatisk-europæiske topmøde i Milano er samhandel, økonomi og klima, men stort set ingen af de europæiske stats- og regeringschefer nævner det med et ord før mødet torsdag.
De taler Ukraine.
En løsning på krisen i den tidligere sovjetrepublik har topprioritet for den tyske kansler, Angela Merkel, lader hun forstå, da hun ankommer til mødet i Norditalien.
– Det er selvfølgelig også Ruslands opgave at sikre, at man holder sig til aftalen fra Minsk, siger Merkel.
– Desværre er der stadig meget, meget store efterslæb der.
Fredag morgen mødes Merkel med Ruslands præsident, Vladimir Putin, og den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, hvor de skal diskutere fredsplanen, der blev indgået i september i den hviderussiske hovedstad.
– Vi vil forsøge at få en dialog i gang, siger Merkel i et kort interview, før hun haster videre til mødet med de asiatiske og europæiske ledere.
Den finske statsminister, Alexander Stubb, har stor interesse i at få løst konflikten med Rusland, da Finland har en meget omfattende eksport til russerne.
Rusland har blandt truet Europa og finnerne med at forbyde europæiske flyselskaber at overflyve russisk territorium, hvilket kan betyde Finnairs endeligt, da selskabet har satset stort på forbindelser til fjernøsten og Oceanien.
– De dårlige nyheder er, at den permanente våbenhvile endnu ikke fungerer. Desværre ser det ud til, at vi ser på en fastfrosset konflikt omkring Krim, siger Stubb.
Han frygter imidlertid ikke, at russerne vil lukke for gashanen, hverken til Ukraine eller Europa.
– Husk, at 40 procent af den europæiske energi kommer fra Rusland, og 80 procent af den russiske energieksport er til Europa, og energi udgør 50 procent af det russiske statsbudget, så det er i Ruslands interesse at holde gashanen åben, siger Stubb.
/ritzau/